Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Roskilde Festival har onsdag afsløret årets endelige program, og krigen i Ukraine taget i betragtning springer et af de nye band i øjnene.

Festivalen har nemlig sat det russiske band Moscow Death Brigade på programmet.

Som bandnavnet antyder, kommer de fra Moskva, og det vakte allerede opsigt i sidste måned, at de senere på sommeren skal spille på Christiania, set i lyset af Ruslands aktuelle invasion

Her påpegede spillestedsleder Frederik Buur Rosbach over for Berlingske, at Moscow Death Brigade tager afstand fra Putins regime og krigen, og nu fortæller Roskilde Festivals musikchef, Anders Wahren, til B.T., at de ikke ser nogen problemer i at booke bandet.

»Det er klart, at vi har gjort vores overvejelser, men det er ikke, fordi det kræver et langt baggrundstjek for at se, hvor de stiller sig i forhold til krigen, og at de generelt gennem deres musik giver udtryk for at være stærkt imod undertrykkelse, sexisme og fascisme.«

Han tilføjer:

»Det er klart, at Ruslands politik og Putins regime kan vi godt blive enige om ikke at bakke op om – men vi tænker også, at der kommer en tid efter krigen, og det nytter ikke noget, at vi allerede nu har trukket det hele sort/hvidt op, så folk ikke kan finde sammen igen på den anden side. Her spiller kunsten og kulturen en vigtig rolle. Derudover mener vi ikke, at alle russere generelt set er i bad standing. Der skal også være plads til de russere, som ikke har følt, at det er deres krig.«

Anders Wahren fortæller, at det blandt andet lå bandet meget på sinde, at deres venner og familie i Ukraine var okay, inden de kunne tage stilling til, om de skulle ud og spille koncerter.

Moscow Death Brigade optræder altid bag masker.
Moscow Death Brigade optræder altid bag masker.
Vis mere

Derudover skulle Moscow Death Brigade allerede have spillet på den aflyste festival i 2020.

»Det er jo vigtigt at sige, at vi først og fremmest har booket dem, fordi vi synes, at de musikalsk og kunstnerisk har noget at byde på. Og det har de stadig. At de så også har nogle holdninger, der kommer til udtryk gennem musikken, det er fedt. Det er der mange, af dem vi booker, der har.«

Kulturminister Ane Halsboe opfordrede i februar alle statslige kulturinstitutioner til øjeblikkelig at indstille alt samarbejde med det officielle Rusland.

Anders Wahren understreger, at de selvfølgelig har gjort deres overvejelser, men tilføjer, at de jo derudover ikke bruger statskroner.

»Vi er opmærksomme og gør os naturligvis grundige overvejelser, men vi er derudover frie til at agere, som vi synes er rigtigt. Det er klart, at vi skal kunne stå på mål for det, vi gør, og det synes jeg også, vi til fulde kan med den her booking.«

Han er heller ikke bange for, at bookingen af Moscow Death Brigade vil kunne provokere folk.

»Vi provokerer ofte mennesker med de bookinger, vi laver. Jeg mener virkelig ikke, at der er noget som helst i det her, der kan forveksles med en støtte til Ruslands krig eller Putin. Så på den måde er jeg ikke nervøs. Det kan godt være, at det lige ved første øjekast vil støde eller overraske nogen, men jeg er også sikker på, at alle, der giver sig tid til at kigge lidt dybere i det, vil kunne forstå vores bevæggrunde og kan se, at det ikke er et band, man skal blive provokeret af.«

Roskilde Festival har derudover to ukrainske band på programmet, som de er meget glade for at kunne præsentere for publikum.

»Vi er stolte af at have Alyona Alyona og Dakhabrakha med i årets program, som har to vidt forskellige kunstneriske udtryk, men som er noget af det ypperste fra Ukraine, som vi er sindssygt glade for at have med i år. Derudover har vi et samarbejde med det ukrainske ungdomshus, som også er repræsenteret.«

Andre læser også