Taylor Swift spiller sin første koncert på dansk jord på Roskilde Festivals Orange Scene i 2020. Det skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Den 29-årige kæmpestjerne er det første navn annonceret af Roskilde Festivals.

»Det er et kæmpe scoop for os at kunne lægge scene til Taylor Swifts første show i Danmark,« siger Anders Wahrén, der er programchef på Roskilde Festival i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Hun er én af de mest vedkommende og toneangivende popstjerner i verden lige nu og et kæmpe ikon blandt vores mange unge deltagere. At hun tilmed er i topform som sangskriver på sin nye plade betyder kun, at hun er det helt rigtige navn på Orange Scene i 2020.«

I pressemeddelelsen beskriver festivalen hendes koncerter således:

'Overlegne shows, der udvikler sig til euforiske totalshows med skræddersyet scenografi, dansere og en stærk visuel side, der understøtter musikken perfekt'

Så der bude være noget at se frem til.

Du kender hende måske for sange som 'Love Story', 'I Knew You Were Trouble' og 'Shake It Off'. Eller måske det nyeste skud på stammen 'Lover'? Et album hun udgav i slutningen af august i år. Det er hendes syvende studiealbum.

Taylor Swift er annonceret til at spille på Orange Scene onsdag den 1. juli 2020. Og ikke nok med det, så fejrer Roskilde Festival 50-års jubilæum under titlen 'RF50: Time Is Now'.

Festivalen løber over dagene onsdag 1. juli til lørdag 4. juli 2020 - desuden vil der være opvarmningsdage fra lørdag 27. juni. Salget af billetter blev åbnet i dag.

Et partoutarmbånd koster 2250 kroner plus gebyr.

Vil du bare se den ikoniske pop-stjerne, så skal du af med 1100 kroner plus gebyr, som en endagsbillet koster.