Kærligheden, begivenheden, hyldesten til livet og ”the power of rock’n’roll” – et koncentreret og fuldstændig forrygende The Rolling Stones i København.
Da jeg anmeldte mægtige Rolling Stones’ Europa-turné premiere i Hamborg 9. september og tillod mig i perioder at opfatte d’herrers optræden som lunken, hvor der burde være stået stikflammer ud af koncerterne, bad jeg forsynet (eller Jagger) om, at min kritik blev gjort til skamme, når The Greatest Rock And Roll Band nåede København 3. oktober.
Det blev den så.
Gjort til skamme.
Kritikken.
Af et band i absolut storform.
Tak!
Og hér taler vi om storform og dans på et plateau, hvor ellers mange af de numre, man i snart mange år har undt en pause fra sætlisterne, atter rejste sig og tog en æresrunde – for The Power Of Rock And Roll, som Stones og vi elsker den.
”Under My Thumb”, ”Paint It Black” og ”Midnight Rambler” stejlede f.eks. i København stolt mod himlen, hvor bandet i Hamburg havde problemer med at spille dem op over Stadtparks trækroner.
I København gad de godt, og da alle stripperstængers storhymne ”Honky Tonk Women” halvvejs inde i sættet tog en ualmindeligt listigt liderlig sving om med livet med en Keith Richards solo, der kunne matche, ja . . .
. . . ja, så var det bare at danse resten af aftenen væk. Til en rock’n’roll roulade af ”Start Me Up”, ”Miss You”, “Jumpin’ Jack Flash” og “Gimme Shelter” med “Brå own Sugar” på.
Sådan blev det sallerede tre numre inde I koncerten og fra de fornemme bluesnumre “Just Your Fool” og “Ride ‘Em All Down”. Derfra var resten af koncerten en helt anderledes veloplagt, velspillet og – ikke mindst – fokuseret forestilling – ikke mindst af d’herrer guitarister Ronnie Wood og Keith Richards, end i Hamborg, hvor for mange af stjernestunderne blev sjusket væk.
Det gjorde de ikke i København. Ganske vist er Keith Richards nu om stunder snarere en lun snarere end cool, men på en aften som i København, hvor hans forbilledlige timing stadig lykkes, og Ronnie Wood og Charlie Watts lyser op, når de fatter, hvor det er chefen musikalsk vil hen . . .
Så fås det ikke magen til eller bare i nærheden rent kvalitativt.
Og det gør mesterlige, magiske Mick Jagger heller ikke. Manden er enestående, men det ved I godt.
Han er, som han synger I den indledende “Sympathy For The Devil”, bestemt en ”man of wealth and taste”. Derudover er han en fremragende sanger og med afstand den bedste rock’n’roll frontmand nogensinde.’
Det hele er så ægte og det er så langt fra de endeløse parader af talentløshed, man ellers skal trækkes med. Hørte I lige en fænomenalt ondsindet og brutalt turneret ”Midnight Rambler”, som fik én til at undres over, hvordan det kan blive VED med at variere det nummer – selv for én, der har hørt det så mange gange som overtegnede.
Havde man været lidt træt af ”de sædvanlige” i Hamborg, viste Stones sig som nævnt i København åbenlyst trætte af kritikernes ”sædvanlige” kritik af sætlisterne og spillede ”de sædvanlige” bedre end i årevis.
Jeg forlod Parken og The Rolling Stones’ koncert hen mod midnat – som så ofte med fugtige øjenkroge. Selvfølgelig fordi det her hver gang kan være sidste gang, når man har nået den alder, Stones medlemmerne har. Men HVIS det nu var sidste gang, så skyldtes fugtudviklingen altså også det liv og alt dét omkring samme, som dette fantastiske band har undt mig i alle disse år.
Og som jeg aldrig vil glemme dem for.
Mine damer og herrer; game, set & match til The Rolling Stones – i sandhed The Greatest Rock And Roll Band In The World!
The Rolling Stones, Telia parken 3. Oktober:
DET SPILLEDE DE:
“Sympathy For The Devil”,
“It’s Only Rock And Roll (But I Like It)”
“Tumbling Dice”.
“Just Your Fool”,
“Ride ‘Em On Down”
“Under My Thumb”
“Doo Doo Doo Doo Doo Heartbreaker”
“You Can’t Always Get What You Want”
“Paint It Black”
“Honky Tonk Women”
“Happy” (KR)
“Slipping Away” (KR)
“Miss You”
“Midnight Rambler”
“Street Fighting Man”
“Start Me Up”
“Brown Sugar”,
“Jumpin’ Jack Flash”
EKSTRA:
“Gimme Shelter”,
“(I Can’t get No) Satisfaction”
