Den amerikanske guitarist og sanger, Paul Kantner, der var med til at stifte rockbandet Jefferson Airplane, er død i en alder af 74 år.

Paul Kantners mangeårige pr-dame og veninde, Cynthia Bowman, bekræfter dødsfaldet og fortæller, at det var organsvigt, der tog livet af en af de store pionerer fra San Franciscos musikscene. Paul Kantner havde de senere år haft alvorlige helbredsproblemer og fik tidligere på ugen et hjerteanfald.

Det skriver SFGate.com og flere amerikanske medier.

Sammen med Jefferson Airplane var Paul Kantner med til at definere det, der senere blev anerkendt som San Francisco-lyden i midten af 60'erne. Gruppen havde blandt andre hits som 'Somebody to Love' og 'White Rabbit'.

Jefferson Airplane blev født ud af de psykedeliske 60'ere og var også på plakaten til den legendariske Woodstock-festival i 1969. Efter en turné i 1972 blev bandet sat på hold, og der skulle gå mere end et årti, før rockfans igen kunne opleve dem. Det skete i 1989, hvor bandet fandt sammen på ny og udgav en plade, der blev bakket op af en turné.

Ud over at være sanger, sangskriver og guitarist var Paul Kantner i høj grad et produkt af de vilde 60'ere, og han lagde aldrig skjul på, at han tog for sig at de stoffer, der fulgte med den psykedeliske strømning indenfor rockmusikken. I 70'erne proklamerede Paul Kantner dog, at det var slut med LSD.

Regningen for den vilde livsstil kom i 1980, da Paul Kantner fik en hjerneblødning. I den forbindelse udtalte rockmusikeren ifølge USA Today, at han fremover ville holde sig til pot og cognac.

I 1996 blev Paul Kantner det første Jefferson Airplane-medlem, der blev indlemmet i 'Rock and Roll Hall of Fame'.

»Paul Kantner var en gigant inden for folk og rock og en integreret del af rockscenen i 1960'erne. Musikverdenen har mistet et ægte ikon, og vi sender vores dybeste kondolencer til Pauls familie, venner og dem, der har haft fornøjelsen af at samarbejde med ham,« udtaler Neil Portnow, der præsident for The Recording Academy og den amerikanske Grammy Foundation, ifølge USA Today.

Paul Kantner efterlader sig to sønner og en datter.