Mere afpasset og opbyggelig energi, men i Roskilde viste AC/DC sig stadigvæk som den hårde rocks førende masse-attraktion.

Det er godt 30 år siden at overtegnede overværede den første af i alt ti fuldfede koncerter med AC/DC. Og ja, det er vel sgu' så det band i verden, der har holdt højest koncertniveau på den ganske rockklode (jep, Metallica har haft sine få små semi-svipsere og Black Sabbath et enkelt Ozzy/Dio-løst line-up en anelse under det sublime)!

De frydelige forventninger har derfor fyldt mest op til AC/DC-koncerterne gennem årene, dog ikke i vanlig ufiltreret form denne gang. Med forhåndsfraværet af den rytmiske rygrad Malcom Young og den notorisk swingende puls Phil Rudd kunne man nemlig retteligt frygte rock'n'roll-ikonerne forvandle sig til en mere ordinær stadion-mastodont.

Hvor meget en simpelt velspillende janitsar kan betyde for et vaskeægte rock'n'roll-ensemble kunne man såmænd forvisse sig om da AC/DC-onklerne, Rolling Stones, gæstede samme græsmark langs Darupvej sidste sommer. Her stod trommeslager Charlie Watts tilbage som aftenens største trumfkort.

Ligesom Keif og Jagger i Stones agerer AC/DC-fronfigurerne Angus Young og Brian Johnson også fra en skridsikker rytmisk platform.

AC/DC Roskilde

Alternativ kvalitet

Men nyt personel har været påkrævet, og heldigvis opererer AC/DC hverken med discount-løsninger eller kedelige copycats.

Den tilbagekommende trommeslager Chris Slade var med i 1990-1991 og rytme guitar-nevøen Stevie Young - bare ét år yngre end 60-årige Angus - agerede turné stand-in for onkel Malcolm i 1987.

Fuldendt af den loyale bassist Cliff Williams - i bandet gennem 38 år – blev AC/DC's alternative kvalitet således banket prompte fast, da 'Rock ot Burst' og 'Shoot To Thrill' satte et opbyggeligt og såre forrygende to-timers rockshow i gang.

Slade med sine solide slagtøjs-manøvrer, som også Jimmy Page, Gary Moore og Tom Jones har nydt godt af; den yngre Young med habile, omend mindre hårde og kontante hug end farbror Malcolms signifikante.

Læg dertil Angus som drivende, dynamisk detaljemager og den lystigt hæse Johnson som smitsom showcharmør og festabe. Alt rigeligt til at holde AC/DC på et reelt spor i blandt andet det bedste af sættets tre nye numre, 'Play Ball' og i mægtige multiklassikere som 'Back in Black', 'Hells Bells', 'Highway to Hell','Whole Lotta Rosie' og ikke mindst den nye rytmegruppes svedfremkaldende svendeprøve 'Let There Be Rock', hvor den ellers noget mindre udfarende Angus foldede sig fornemt ud med eksalterende solo-lir og skummende strengeleg. 

AC/DC Roskilde

Doseret kraft og ekstase-strejf

Bandet alt i alt på mere på doseret kraft end på orgastisk volumen og uden den veltimede, sensuelle feeling som M. Young og Rudd før hen fik mingeleret ind i testeoron-boogien.

Som aftenen skred frem og det magiske juli-mørke sænkede sig blidt over den rock-berømmede midtsjællandske mark byggede AC/DC dog bare på, endda strejfende det rock & rul ekstatiske i gamle 70’er numre som 'High Voltage', 'Sin City', 'Shot Down in Flames' og 'TNT'.

En unik, intens og nærværende energi-kaskade, der bare var essentiel carpe diem så det klodsede. Infamt rocket, råt og enormt rørende.

For, vi fik dem omsider dernede på Dyrskuepladsen og i en absolut værdig version, der holdt sig respektfremkaldende tæt på bandets himmelstrejfende topniveau.

AC/DC, Roskilde Dyreskueplads, onsdag aften, fem ud af seks stjerner