Der var ingen varme følelser mellem publikum og rockbandet Royal Blood i weekenden. 

Her spillede bandet til BBC Radio ved Camperdown Park i Dundee, og utilfredsheden var meget udtalt fra bandet over for dem, der var dukket op for at høre dem.

I en video, der lige nu florerer på sociale medier, kan man se forsangeren, Mike Kerr, starte koncerten med at være sur over, at publikum angivelig ikke ved, hvem han og hans band er.

»Jeg tænker, vi må starte med at introducere os selv, da ingen jo ved, hvem vi er. Vi hedder Royal Blood, og det er rockmusik,« siger han indledningsvist. 

Herfra bliver stemningen kun værre. 

Mike Kerr griber igen mikrofonen for at spørge, hvem i publikum der kan lide rockmusik. 

Her er klapsalverne åbenbart ikke høje nok for frontmanden. 

»Nå, ni mennesker. Fantastisk,« lyder det sarkastisk.

Som ved mange andre koncerter introducerer Mike Kerr også sit bandmedlem, der er på scenen med ham. 

Her er klapsalverne ifølge musikeren også lidt lunkne, og det gør ham endnu mere vred. 

»Vi bliver nødt til at klappe selv. Det der var patetisk.« 

Mike Kerr beder efterfølgende kameramanden om at klappe, selvom han tydeligvis har travlt med at filme. 

Da kameramanden gør det, får det musikeren til at vende sig mod publikum igen. 

»Hvad siger det om jer, hva'?« siger han. 

Efter den sidste sang beslutter Mike Kerr sig for at kaste sin guitar i gulvet og række sin langfinger op i luften, mens han forlader scenen. 

Og koncerten har da også mødt blandede reaktioner på sociale medier. 

Flere pointerer, at der er tale om et rockband, og de derfor skal provokere, mens andre mener, at det var dårlig stil, fordi mange faktisk klapper.

Bandet har endnu ikke selv kommenteret på responsen efter deres eksplosive koncert.