Indtil de naturligvis i en sky af illegalt pulver og på en flodbølge af 24 års maltwhisky skal surfe ind på et fem-stjernet hotel til det næste superstjerne-interview.
Prøv med en sky af cigaretrøg og på en forholdsvis behersket dønning af pilsnere ind på den lokale i distriktet, og det begynder at ligne virkeligheden.
Der er muligvis dem blandt mine kolleger, som foretrækker at jogge rundt om søerne – for til sidst at droppe ind på en café og skylle kvalmen af overanstrengelse væk med et glas varm mælk, der engang er blevet båret forbi en kaffemølle.
Jeg mener at have læst et sted, at de kalder sådan noget for caffe latte.
Dem om dét. Personligt hælder jeg trods min naturlige skepsis til sandhedsværdien af disse ord fra en kløgtig fætter, hvis navn fortaber sig i tågerne:
Anmelderen i baren
- Hvorfor alkohol? Fordi en god historie aldrig nogensinde er startet med en salat!Se, hvorfor nu i disse for vort land så politisk korrekte tider dette aldeles upassende fokus på bajere og beværtninger? Fordi jeg er anmelder; filmanmelder, en sjælden gang stand- up- og boganmelder, men først og fremmest rockanmelder. Og den sætning, jeg uden for konkurrence har hørt flest gange i de snart 25 år, jeg har haft den titel, er:
- Nå ja, men I anmeldere står jo altid i baren alligevel.
Underforstået: At man har en troværdighed som et skrækslagent vidne i en mafiaretssag. I hvert fald hvis læseren ikke er enig med én. Omvendt flirter man med en hidtil uset genialitet, hvis man har skrevet noget, læseren ER enig i.
Det får være. Jeg KAN ikke være andet end anmelder. Om jeg så får penge for det eller ej.
Det er der både en årsag og et karaktertræk, der er afgørende for. Årsagen er, at jeg har en mening om alt – at dén mening så indimellem kan være totalt irrelevant, lader vi lige ligge. Karaktertrækket er, at jeg kan kværulere, kritisere og vende og dreje, til frustrations-tårerne står i de blodskudte øjne hos stamklientellet på ’De sagesløses bar’.
Faktisk i et omfang så indehaveren af baren – den i disse tider så berømte Jane - for år tilbage klippede en overskrift ud af nærværende avis og hængte den op bag baren. Ingen var i tvivl om, hvem den var møntet på. Overskriften lyder:
- Kæft så op, Steffen!
Hvis du ellers er med endnu, kommer sagens kerne så nu. Nemlig at jeg er blevet bedt om af fortælle, hvad anmelderen synes, det har været værd at kæfte op om i det år, som er ved at rinde ud.
Bruce ’gik gud’
Hvilket bekvemt fører mig tilbage til 7. juli i år – sent på aftenen. Hvem skulle nu have troet, at jeg et kvart århundrede inde i min anmelderkarriere skulle opleve én af de absolut største koncerter, det har været min lykke at være vidne til.Men det skulle jeg altså – takket være denne Bruce Springsteen, som lige denne aften i Roskilde mindede selv de mest blaserte om, hvorfor man egentlig i en fjern fortid solgte sin sjæl til musik i al almindelighed og til urkraften rock’n’roll i særdeleshed. Nå ja, og så var det i øvrigt ikke engang mig, der anmeldte den koncert. Den opgave havde min gode ven og kollega Jan Eriksen taget på sig, så den aldrende idiot hér for en gangs skyld blot kunne koncentrere sig om at skiftevis skråle med og tude af lykke, mens Bruce ’gik gud’ deroppe under den orange teltdug.
Sønderslået af storheden og overbevist om, at jeg langt om længe havde forstået den tilstand, man kalder ’idel lykke’, vaklede jeg vantro væk efter Bruce-badet og svor, at nu var der faneme ikke flere koncerter i 2012, der skulle have seks stjerner.
Men nu er jeg jo anmelder, og sådan nogle er jeg ofte blevet belært om er fulde af løgn, så den ed holdt kun til 25. august, hvor dengang 77-årige Leonard Cohen gav en lige så stor hyldest til livet en magisk aften ved Rosenborg Slot.
Så svor jeg atter ovennævnte ed. Og denne gang holdt jeg den skam helt til 30. oktober, hvor mine gamle helte i det tyske heavy metal-band Accept gav opvisning i, hvordan dén slags skal spilles.
Tre stilmæssigt vidt forskellige koncerter, som imidlertid alle understregede og malede festflor om budskabet om, hvad musik kan, når den er bedst:
Overbevise om at livet er smukt, og at det skal leves så som intenst muligt – om det så skal hjælpes på vej. For skal de store ord frem, så handler kunst i mit univers om stedse at hjælpe til at forstå og forskønne livet. Det er der gudskelov stadig mange, der evner – og hvis du ikke fatter, hvad jeg mener, så gå til en hvilken som helst Love Shop koncert.
Eller få fat i årets fineste film – den fint facetterede, gribende livsbekræftende amerikanske tour-de-force ’The Descendants’ med en mageløs George Clooney i hovedrollen. Én af de film, der giver én lyst til at kysse lærredet og hviske ’bare én gang til’, når slutteksterne ruller.
Én af den slags strimler, der gør, at man glemmer, at man aldrig får de timer tilbage, man i år har tilbragt i biografen for at anmelde scenisk storskrald som ’LOL’, ’The Watch’ og – absolut værst – den gebrækkelige graviditets-komedie ’Du kan vente dig’. Den film er i virkeligheden en tragedie, og tragedien består i, at man overhovedet kan få den slags finansieret og udsendt.
Kys det nu
Tilbage på ’De sagesløses bar’ tænder jeg nattens sidste cigaret og mindes for min muse vide hvilken gang navnebror Brandt fra TV-2s vise ord:- Kys det nu, det satans liv!
Det er jo dét, vi alle sammen gerne vil. Og det er bestemt dét, jeg håber at få hjælp til, hver gang jeg er ude for at anmelde noget. Det lykkes heldigvis ganske ofte. Ellers var jeg sgu også for længst blevet så blasert, at hverken jeg selv eller I ville kunne holde mig ud.
Må jeg sluttelig til de stille juledage anbefale de af læserne, som ikke allerede har læst den, at læse spanieren Ildefonso Falcones episke mesterværk ’Havets katedral’. Når du har vendt den sidste side, vil du give den bog et længselsfuldt farvelkys.
Og… nå ja; så er vi der igen.
Glædelig jul og rigtig godt nytår, når vi kommer så langt.
