En glorværdig – og turbulent – musikalsk karriere er slut.

For 79-årige Roland Lyhr Sørensen, bedst kendt under sit kunstnernavn, Rock Nalle, har »i samråd med familie, venner og management besluttet at indstille karrieren«.

Årsagen er sygdom, skriver Rock Nalles management We do Music i en pressemeddelelse.

»Nalle har igennem flere år kæmpet med KOL og Parkinson, som forværres med tiden. For nylig har en lungebetændelse ydermere gjort den generelle sundhedstilstand dårligere.«

Rock Nalle med det borgerlige navn Roland Lyhr Sørensen indstiller karrieren på grund af sygdom.
Rock Nalle med det borgerlige navn Roland Lyhr Sørensen indstiller karrieren på grund af sygdom. Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

Rock Nalle startede sin musikalske karriere i slutningen af 1950erne, men har både stoppet og genoptaget den ad flere omgange, blandt andet for at gå tilbage til sit arbejde som slagtersvend.

Karrieren har også været sat på standby på grund af rod i privatlivet og stofmisbrug.

Alligevel er Rock Nalle flere gange vendt tilbage til musikken både som medlem af band, i samarbejde med store navne som Johnny Reimer, Peter Belli og Gustav Winckler og som solokunstner – og det med stor succes.

Hans største hit er formentligt 'Go'e gamle fru Olsen', som var en dansk oversættelse af rockpioneren Little Richards 'Good Golly Miss Molly'.

Den 79-årige rocksanger har fået sit eget museum i den sjællandske by Hørve.

»Jeg er meget taknemmelig for de vidunderlige oplevelser, jeg har fået igennem musikken – både i svære og gode tider,« lyder det fra Rock Nalle.