Det må være enhver svenskers drøm. At holde sit livs fest på et dansk bryggeri - foran 6.000 skrigende fans.

Og svenske Robin Miriam Carlsson – bedre kendt som Robyn - så ud til at have det som blommen i et populærmusikalsk æg, da hun lørdag aften på Tap 1 i det nedlagte Carlsberg på Valby Bakke løftede et vintertræt københavnerpublikum fra jorden i korte, men sublime øjeblikke.

Den 31-årige popsensation fra Stockholm har været en konstant faktor på musikscenen, siden hun i midthalvfemserne brød frem med sukkersøde, halvkvalmende popsange om uskyldig kærlighed - og ægte teenagefølelser.

Og hvor er der sket meget. Heldigvis.

Robyn demonstrerede i Tap 1 på magtfuld vis, hvordan svensk pop skal skrues sammen anno 2011.

Med en kavalkade af hits fra både Body Talk-trilogien og albummet Robyn fra 2005 satte svenskeren to fede, elektroniske streger under sin egen succes. En musikalsk velmagt, der er opstået et pudsigt sted i synergien mellem dubstep, svensk disco, dancehall, techno og vaniljesød ungpigesang.

Allerbedst lød både Robyns (ikke fabelagtige, men karakteristiske) vokal samt det medrejsende electronica-band på breakede, dubbede udgaver af Fembot, Cobrastyle og Konichiwa Bitches, der smager anderledes og bedre, hver gang Robyn er i Danmark.

I korte øjeblikke flåede det lille, festlige væsen hæmningerne af både sig selv og publikum.

Så popmusikkens inderste og Robyns vindende væsen på det nærmeste blændede tilhørerne på det udsolgte, postindustrielle Tap 1.

Bandet var en voldsomt medvirkende faktor. Særligt når det lod keyboardene flyde frit i lydbilledet, så det til tider mindede om Jean-Michel Jarre eller Depeche Mode i d’herrers velmagtsdage.

I mellemtiden bevægede den korthårede blondine sig rundt på scenen i først kejtede, androgyne og klovnede dansetrin, for siden at skrue op for det møgsexede og dybt udfordrende.

Klimaks under den kun en time og 15 minutter lange koncert kom under poptøsens største hits (Indestructible, Hang with me og With every heartbeat), som sparkede døren ind til det teenageværelse, der bor i os alle sammen. Hvad enten vi er 35, 25 eller 15 og ikke har forladt det trygge, vante sted, hvor både glæde, tårer, weltschmerz og grimsjov dans hører hjemme.

Det var nemlig, hvor vi befandt os i Valby.

Et stort, ærligt fællesværelse, hvor aftenens vært havde skruet helt op for anlægget med moden og til tider udfordrende populærmusik, der dog aldrig tager sig selv mere seriøst, end at hovedpersonen godt kan fake et blowjob med en banan midtvejs i showet… (som Robyn gjorde.)

Tack så mycket.

(Og tak også for det sidste encore med ABBA’s Dancing Queen sødt svøbet ind i gennembrudshittet Show me love.)

ROBYN – TAP 1 – VALBY – LØRDAG D. 19. MARTS KL. 20.00.