POP. Det er de færreste popmusikere forundt at holde en albumpause på næsten otte år uden at miste momentum. Men så igen, svenske Robyn er cirka så langt fra algoritme-genererede ’one hit wonders’, man kan komme.
Efter at have oplevet musikbranchens kyniske sider da hun hittede internationalt som teenager i 90’erne, har hun gjort en dyd ud af at gøre tingene selv. Både ved at udgive sin musik via eget label, men også med sin insisteren på at popmusik kan være andet end glitret vellyd; det kan også være et intimt rum for blåtonede, personlige erfaringer.
Da hun tidligere i år slap førstesinglen ’Missing U’, kunne man konstatere, at hendes uforlignelige evne til at lave numre, man kan danse grådkvalt til på klubben, trods det lange selvvalgte retræte var intakt. Og som anslag på comebackalbummet ’Honey’ er nummeret, der både kan høres som afsavn efter et brudt forhold og en hilsen til hendes hengivne fans, perfekt.
Den skarptskårne electropop, som er Robyns signaturlyd, og som ’Missing U’ er et glimrende eksempel på, er dog ikke dækkende for resten af albummet. For frem for at levere knaldperlepop på en snor så lader albummet sig inspirere af klubmusikkens repeterende beats og løsere forhold til vers/omkvæd-skabelonen. Frem for at dyrke den gode melodi intensivt, går Robyn efter at ramme stemninger og følelser så rent som muligt.
Ikke at vi snydes for triumferende refræner, der rammer lige i bull’s eye. Titelnummeret er en formidabel fusion af dunkel house og sensuel sangskrivning, der bliver matchet kvalitativt af slutnummeret ’Ever Again’, en silkeblød, tilbagelænet groovy forsoningsballade, der kunne gøre Prince misundelig.
’Honey’ er ikke en triumferende tilbagevenden, der er nærmere en eksistentiel afsøgning, badet i kulørte lamper. Robyn danser overlegent videre med en tåre i øjenkrogen.
Robyn ’Honey’
Pladeselskab: Konichiwa/Interscope/Universal
Karakter: 5/6
