Flere brud på coronarestriktionerne har været til at mærke på for den britiske sangerinde Rita Ora.

Ikke fordi, at bøderne rykker nævneværdigt på hendes svimlende rigdom. Men fordi, en solid bid af hendes følgerskare har vendt hende ryggen.

Hele 300.000 følgere har givet hende et 'unfollow' skriver engelske The Sun. Hun skal dog nok klare sig, da hun fortsat har 16 millioner følgere på Instagram og seks millioner på Twitter.

Rita Ora har ad flere omgange dummet sig under coronapandemien. Under den første nedlukning i foråret rejste hun nordpå for at tilbringe tid med en større gruppe af venner. Her generede gruppen angiveligt de lokale ved at flyve med droner og råbe ad dem, der befandt sig på offentligt tilgængelige stier.

Foto: TIM P. WHITBY/MTV
Vis mere

Men det blev kun værre, da hun i november fejrede sin fødselsdag med 30 mennesker på en restaurant, selv om der var et forsamlingsforbud på maks seks perspner. Restauranten har efterfølgende mistet sin licens, mens Rita Ora måtte betale en bøde på 80.000 kroner.

Kort efter lavede hun så et hattrick, da hun brød karantænereglerne efter en tur til Egypten. Her skulle hun have isoleret sig selv i 14 dage, men dem brød hun, og kort efter kom hun med en længere undskyldning på sine sociale medier:

»Skyldfølelsen og skammen, som jeg har båret rundt på den seneste uge, gør, at det slet ikke er det værd. I stedet skal I selvfølgelig følge regeringens råd og tage notits af de forbehold, man bør tage, som heltene fra NHS har forklaret om.«

Den britiske sangerinde har trukket mange overskrifter under coronapandemien.

Tilbage i foråret lavede hun merchandisesamarbejde med WHO og FN. Kollektionen, som bestod af T-shirt og hættetrøjer, gik under navnet 'Stop the spread' – på dansk 'stop spredningen'.

Alle pengene gik ubeskåret til WHO og deres kamp mod coronavirussen, men alligevel blev hun kritiseret, da flere mente, at merchandise midt i en pandemi slet ikke var nødvendigt.