Den britiske popstjerne Rita Ora har måttet undskylde. For anden gang.

Hun har nemlig brudt coronarestriktionerne i England ved ikke at isolere sig, da hun kom hjem fra en tur i Egypten. Det skriver BBC.

Hun drog sydpå, fordi hun skulle optræde på en luksuriøst hotel. En optræden, som hun angiveligt fik en stor pose penge for.

Men da hun kom hjem, brød hun de 14 dages isolation, som er påkrævet efter en rejse til det pågældende land.

Og selv om hun fulgte alle protokoller undervejs, så har hun lagt sig fladt ned og undskyldt for ikke at følge dem, da hun kom hjem. Nu undskylder hun derfor:

»Selv om jeg godt ved, at en popstjernes undskyldende ord måske ikke har så stor tyngde, især ikke fra en, der har brudt reglerne, så ved jeg også, at nogen måske vil følge mit eksempel. Til dem er mit budskab klart: Lad være.«

»Skyldfølelsen og skammen, som jeg har båret rundt på den seneste uge, gør, at det slet ikke er det værd. I stedet skal I selvfølgelig følge regeringens råd og tage notits af de forbehold, man bør tage, som heltene fra NHS har forklaret om.«

For en uge siden måtte Rita Ora også undskylde, da hun havde været vært for en stor fødselsdagsfest. Her brød hun forsamlingsforbuddet, da omkring 30 mennesker deltog. Forsamlingsforbuddet er på seks personer. Også her var hun ude med en længere undskyldning.

Rita Ora var klædt helt i gult forud for MTV EMA's for en måned siden.
Rita Ora var klædt helt i gult forud for MTV EMA's for en måned siden. Foto: TIM P. WHITBY/MTV
Vis mere

Rita Ora har tilbudt at betale en bøde på cirka 80.000 kroner, men det er fra myndighedernes side blevet afvist.

Den britiske sangerinde har trukket mange overskrifter under coronavirussen.

Tilbage i foråret lavede hun merchandise-samarbejde med WHO og FN. Kollektionen, som bestod af T-shirt og hættetrøjer, gik under navnet 'Stop the spread' – på dansk 'stop spredningen'.

Alle pengene gik ubeskåret til WHO og deres kamp mod coronavirussen, men alligevel blev hun kritiseret, da flere mente, at merchandise midt i en pandemi slet ikke var nødvendigt.