Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Da den ukrainske rapper Oleg Psyuk lørdag aften tog ordet midt på Eurovision-scenen og råbte en kortfattet besked ud til publikum, var han klar over, at han kunne risikere at blive diskvalificeret for det.

Men det var en pris, han var villig til at betale.

Det fortæller han natten til søndag på et pressemøde, efter han sammen med resten af sit band, Kalush Orchestra, er blevet kåret til vinderne af dette års Eurovision.

Få timer forinden vakte han opsigt, da han tog ordet, efter bandet havde optrådt under finalen med deres sang, 'Stefania':

Kalush Orchestra efter deres sejr.
Kalush Orchestra efter deres sejr. Foto: YARA NARDI
Vis mere

»Hjælp Mariupol, hjælp Azovstal – l ige nu,« lød hans opråb fra scenen med henvisning til den ukrainske by Mariupol, der er den russisk-belejrede havneby i det sydlige Ukraine, mens Azovstal er et gigantisk stålværk, der ligger i byen, hvor der fortsat er ukrainske enheder skjult.

Normalt er det strengt forbudt at komme med politiske budskaber fra Eurovision-scenen.

Alligevel tog han chancen – og det er der en helt bestemt årsag til, forklarer Oleg Psyuk:

»I må forstå hvilken stor sorg, Ukraine oplever i disse dage, for at forstå, hvorfor det blev sagt,« siger han og tilføjer:

»Hvis prisen for det var diskvalifikation, så var det en pris, jeg var villig til at betale for at skabe opmærksomhed om det.«

På pressemødet forklarede han også, at han valgte at sige lige netop de ord, fordi stålværket er blevet blokeret af russiske styrker, så de ukrainske folk derinde ikke kan komme ud:

»Vi har brug for hjælp til at få dem ud. Det kan man gøre ved at sprede information om dem. Hvis I skriver om det, vil informationen spredes,« forklarede han blandt andet.

Udtalsen på scenen er dog ikke noget, som EBU ønsker at gøre en sag ud af.

Det norske medie VG har haft fat i arrangørerne af musikkonkurrencen for at høre deres holdning til Oleg Psyuks appel, og til dem svarer EBU:

»Vi forstår de dybe følelser omkring Ukraine i øjeblikket og anser kommentarerne fra Kalush Orchestra og andre artister, som udtrykker støtte til det ukrainske folk, som humanitære snarere end politiske af natur.«

Det er derfor ikke noget, der kommer til at ændre noget ved Ukraines sejr.

Det er dog ikke længe, Oleg Psyuk og resten af bandmedlemmer får til at fejre triumfen.

For om to dage udløber den særlige tilladelse, der har givet dem lov til at forlade Ukraine for at deltage i sangkonkurrencen, da det ellers er blevet forbudt for mænd mellem 18 og 60 år at rejse ud af landet.

»Den udløber om to dage, og om præcis to dage skal vi være tilbage,« fortæller den ukrainske rapper.

»Det er svært at sige, hvad der kommer til at ske derefter, da jeg ikke har prøvet at vinde et Eurovision før, men som alle ukrainere er vi klar til at kæmpe og til at kæmpe til enden,« siger han.

Andre læser også