Efter 30 år er Rick Astley stadig drønforelsket i sin danske kone, Lene.

Flere af sangene på Rick Astleys nye album, 'Beautiful Life', handler om hans danske kone, filmproducenten Lene Bausager. Og selvom de to har kendt hinanden i 30 år, så er det tydeligt, at Astley, der stadig er bedst kendt for sit 1987-gennembrud 'Never Gonna Give You Up', stadig er drønforelsket i sin Lene.

Og mens sangtitler som 'Better Together' og 'Beautiful Life' taler deres eget tydeligt sprog, så indrømmer Rick Astley over for B.T., at han i sangen 'I Need the Light' tog lidt af en chance, da han forfattede teksten 'I love you still, and i think I always will' (jeg elsker dig stadig. Og det tror jeg altid, at jeg vil gøre').

»Ja, jeg ved, at 'THINK I always will' måske er et underligt forbehold at tage i en kærlighedssang. Men det er mere skrevet på Lenes vegne. Jeg vil aldrig tage hende for givet. Selvom det måske vil støde hende, så er det et faktum, at jeg giftede mig langt over min 'vægtklasse' (punch above my weight, red.), da hun sagde ja til mig. Hun er bare af en højere kaliber end jeg,« siger Rick Astley, der også benyttede sig af sin kones skarpe musikøre, da sangene til det nye album skulle udvælges.

»Det foregår således. Jeg lader døren til mit hjemmestudie stå lidt åben. Og så håber jeg bare, at hun tilfældigvis hører noget af det, jeg var i gang med. Senere spørger hun måske; 'skal vi ikke høre den der sang, hvor du synger noget med 'I Need the Light''. Og på den måde ved jeg - uden at mase mig på - hvilke sange, hun bedst kan lide,« siger nøjsomme Rick Astley til B.T.

»Lene har mere tillid til min musik, end jeg selv har. Efter 30 år sammen er det fantastisk, hvad hun kan få mig til at udrette.« siger Astley, der efter at have solgt over 40 millioner album, stadig ikke mener, at han er rigtig popstjerne.

Men den 52-årige far til 25-årige Emilie ville ellers have god grund til at prale.

I 1987 udgav Rick Astley (21 år gammel) således sin debutsingle 'Never Gonna Give You Up', en sang, der på rekordtid strøg til tops i 25 lande.

Seks år og 37 millioner solgte album senere gik Rick Astley på tidlig pension.

Han var blevet træt af musikbranchen. »Jeg kunne ligeså godt sælge kogte bønner. Det er bare en forretning,« sagde den desillusionerede Astley, der som blot 27-årig valgte at koncentrere sig om kæresten og deres dengang nyfødte datter, Emilie (udtales på dansk).

I 2007 blev Rick Astley igen verdensberømt. Og denne gang uden at røre en finger.

Hans sang 'Never Gonna Give You Up' blev et verdensomspændende internetfænomen. Den såkaldte 'rickrolling', hvor videoen fra 1987 pludselig dukker op midt i alle mulige uventede sammenhænge, har til dato fået over en halv milliard klik på blandt andet YouTube.

Og da den hjemmegående husfar i 2016 udgav albummet '50', hvor han skrev samtlige sange og spillede samtlige instrumenter, var comeback-cirklen fuldendt.

»Jeg hyggede mig bare med nogle sange, som jeg troede, at jeg selv ville finansiere og udgive. Et album, der måske ville have interesse for vores familie og venner.,« siger Rick til B.T.

Men endnu engang undervurderede den forhenværende kirkesanger fra den nordengelske by Lancashire sin egen berømmelse.

Således strøg '50', hvis titel var ment som en humoristisk kommentar til Adeles alders-album '19', '21'og '25', direkte til tops på den britiske hitliste.

»At mine lyttere stadig gider betale for min musik og betale for at se mig synge er en ære og et privilegium, som jeg slet ikke kan beskrive,« siger Rick Astley, der ikke er bleg for at indrømme, at konens 'danskhed' har smittet af.

»Vores datter bor i København. Og selvom Lene og jeg bor i en forstad til London, så spiser jeg stadig lakrids og karrysild - jeg elsker karrysild. Vidste du forøvrigt, at det danske firma Mikkeller har opkaldt en øl efter mig: 'Astley's Northern Hop Lager', fantastisk, ikke.«

Men trods sin kærlighed til alt dansk - også dansk fodbold - er det musikken, der lige nu tænder Rick Astley.

»Jeg ved godt, at folk ikke lytter til musik, som vi gjorde før i tiden. Jeg forventer ikke at nogle sætter sig ned og lytter til alle sangene i rap. I dag håber jeg blot, at de i forbifarten lytter til en sang eller to og så måske siger 'hey, det er da en meget god sang'.«

'Beautiful Life' udkommer fredag.