I sidste uge kunne BT beskrive, at den tidligere vinder af det danske Melodi Grand Prix Soluna Samay havde besluttet sig for at sagsøge sine tidligere mentorer, Remee og Chief1, i form af deres selskab Reach. Nu er sagen blevet afgjort - uden for retten.

Tilbage i 2012 vandt Soluna Samay det danske Melodi Grand Prix med sangen 'Should've Know Better'. Dengang var det med de kendte musikproducere Remee og Chief1 i ryggen bl.a. som skribenter på vindersangen.

Efterfølgende blev samarbejdet forlænget, da Remee og Chief1 skulle producere Soluna Samays album, som skulle udkomme i samarbejde med de to kendte produceres selskab Reach - stylet som RE:A:CH.

Det var da også en meget begejstret Remee, som storroste Soluna Samay til TV Avisen dengang:

»Jeg har aldrig haft en artist, jeg har arbejdet med, som jeg tror så meget på,« lød det fra Remee i 2012.

Som BT kunne beskrive i sidste uge, så gik det gode forhold dog i vasken, og Soluna Samay besluttede sig for at sagsøge Remee og Chief1's selskab for 60.000 kroner, som sangerinden mente, selskabet skyldte hende i det, der blev beskrevet som 'Spørgsmål om tilgodehavende på royalty'.

Men sagen, som var sat til at gå i retten tirsdag 10. maj, nåede aldrig så langt. Der blev nemlig fundet frem til et forlig inden. Det bekræfter advokat for Reach, Claus Molbech Bendtsen, over for BT:

»Det er rigtigt, sagen er endt med et forlig, inden den nåede i retten,« forklarer Claus Molbech Bendtsen.

Han forklarede i sidste uge overfor BT, hvad søgsmålet bestod i:

»Faktum er, at man sendte en royaltystatement til Soluna over de penge, hun havde tjent, og der var der trukket to beløb fra. Og så er striden om, hvorvidt de udlæg er nogle, som Soluna skulle afholde, eller om Reach skulle afholde. Altså om man var berettiget til at trække dem fra eller ej,« sagde Claus Molbech Bendtsen.

Med andre ord betød det, at Soluna Samay, mens hun var hos Reach, ifølge Claus Molbech Bendtsen havde udgifter til personale, som arbejdede for hende i forbindelse med udgivelsen af sit album. Og det var de udgifter, som Soluna Samay mente, Reach skulle betale – og derfor hun sagsøgte dem.

I sidste uge fik BT fat i Lars 'Chief1' Pedersen til en kommentar om sagen. Og noget kan tyde på, at den kendte producer håbede på det forlig, sagen nu er endt med. Til BT forklarede han:

»Jeg har arbejdet helt sindssygt tæt sammen med hende. Jeg har næsten været faderlig over for hende og haft de fedeste stunder i studiet med hende. Jeg har brugt kilometervis af tid og kærlighed på hende, så jeg er da selvfølgelig ulykkelig over, at det har fået den udgang.«

»Det er pisse ærgerligt, og jeg håber bare, det bliver løst, så man kan se hinanden i øjnene. Så jeg håber, det bliver ordnet, så alle bliver glade,« lød det fra Chief1.

Det har ikke været muligt for BT at få en kommentar fra Soluna Samay i sagen.