Hans melodiske stemme var med til at gøre reggae til et globalt fænomen.
Musikgenren, der stammer fra Jamaica, har mistet en legende, hvor den 81-årige sanger, skuespiller og kulturikon Jimmy Cliff er gået bort.
Det skriver hans kone, Latifa Chambers, i et opslag på Instagram.
'Det er med dyb sorg, at jeg deler, at min mand, Jimmy Cliff, er gået over på grund af et anfald efterfulgt af lungebetændelse. Jeg er taknemmelig for hans familie, venner, kunstnere og kolleger, der har delt hans rejse med ham', skriver hun og fortsætter:
'Til alle hans fans rundt om i verden, skal I vide, at jeres støtte var hans styrke gennem hele hans karriere ... Jimmy, min skat, må du hvile i fred. Jeg vil følge dine ønsker.'
Opslaget er også underskrevet af Cliffs to børn, Lilty og Aken.
Blandt Jimmy Cliffs hits kan nævnes 'You Can Get It If You Really Want', 'I Can See Clearly Now' og 'Wonderful World', ligesom han i 1972 spillede en hovedrolle i krimdramaet 'The Harder They Come'.
Jimmy Cliff er en af få musikere, der er blevet tildelt den jamaicanske Order of Merit. Prisen er tidligere givet til Bob Marley.

