Josh Klinghoffer plejede at spille guitar for verdensstjernerne Red Hot Chili Peppers.

Nu kan den 44-årige rockmusiker se frem til at møde i retten.

Josh Klinghoffer er nemlig blevet sagsøgt for at have slået en 47-årig mandlig fodgænger ihjel i et trafikuheld i den amerikanske by Alhambra tilbage i marts.

Det skriver Los Angeles Times, der har set de juridiske dokumenter for søgsmålet.

Red Hot Chili Peppers bestod af trommeslager Chad Smith, bassist Flea, guitarist Josh Klinghoffer og forsanger Anthony Kiedis.
Red Hot Chili Peppers bestod af trommeslager Chad Smith, bassist Flea, guitarist Josh Klinghoffer og forsanger Anthony Kiedis. Chris Pizzello/AP/Ritzau Scanpix

Guitaristen skulle have drejet uopmærksomt til venstre i et lyskryds og i den forbindelse have kørt den 47-årige Israel Sanchez fatalt ned, mens han krydsede forgængerfeltet.

Ifølge sagsanlægget, der er anlagt af den afdøde fodgængers datter, skulle sammenstødet have resulteret i, at Israel Sanchez blev kastet hen ad asfalten og pådrog sig så alvorlige skader på hovedet, at han senere blev erklæret død på hospitalet.

Det fremgår ikke af sagsanlægget, hvor stor en erstatningssum, der ønskes.

Men der findes videomateriale af episoden, som Red Hot Chili Peppers-guitaristens advokat, Andrew Brettler, kalder for »en tragisk ulykke«.

Josh Klinghoffer har været guitarist i Red Hot Chili Peppers og for flere andre store navne. Her ses guitaristen til bandets Coachella-koncert i 2013.
Josh Klinghoffer har været guitarist i Red Hot Chili Peppers og for flere andre store navne. Her ses guitaristen til bandets Coachella-koncert i 2013. John Shearer/AP/Ritzau Scanpix

Advokaten påpeger ligeledes, at det var Josh Klinghoffer selv, der ringede efter ambulancen, ligesom han har samarbejdet med politiet gennem hele forløbet.

Josh Klinghoffer optrådte med Red Hot Chili Peppers fra 2009 til 2019 og blev blandt andet indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame med bandet.

Desuden har han turneret og indspillet med legender som Pearl Jam og Iggy Pop.