Det blev ikke til en finaleplads i Eurovision for det danske grandprix-håb Reiley.

Dermed blev semifinalen i Liverpool endestation, hvilket naturligvis er skuffende for den færøske sanger.

»Jeg er super ærgerlig over ikke at gå videre til finalen. Jeg har forberedt mig enormt de sidste måneder og gjorde mit bedste på scenen for Danmark,« lyder det fra Reiley kort tid efter skuffelsen ifølge en meddelelse fra DR.

Reiley stillede op som den første på scenen med sangen 'Breaking My Heart'.

Men ifølge den danske sanger er der ikke tid til at være skuffet.

»Jeg har til gengæld en ny single på vej, så nu må jeg fokusere på min nye musik,« forklarer han.

Reiley har via DR meddelt, at han ikke til at stiller yderligere op til interview. Igennem hele ugen har han gentagne gange aflyst interviews med danske medier.

Ikke siden 2019 har Danmark klaret sig videre til finalen.

I stedet blev det i år Albanien, Cypern, Estland, Belgien, Østrig, Litauen, Polen, Australien, Armenien og Slovenien, der klarede skærene torsdag aften.

Internationalt er Reiley en stor stjerne med over 11 millioner følgere på det sociale medie TikTok. På Instagram følger 339.000 profiler med.

B.T. dækker naturligvis også finalen på bt.dk.