Når han lige har fået klaret sit bryllup i maj, er Rasmus Walter klar til, hvad han kalder en ’stille og rolig’ festivalsommer, hvor han ’kun’ spiller på ni festivaler.

»I gamle dage var det jo bare én lang druktur med drengene, hvor man så lige spillede en koncert engang imellem. Nu tager jeg det helt klart meget mere seriøst.«

Rasmus Walter gør klar til en festivalsommer, hvor han spiller alt fra Northside til Jelling Festival og Hede Rytmer i Silkeborg.

Som 39-årig popstjerne med omkring 15 festivalsomre på cv’et – først med bandet Grand Avenue og siden som solist – er han efterhånden en rutineret festivalsanger, der kalder sin forestående sommerturné med ni festivaler for en ’stille og rolig’ sommer.

»Alt er jo relativt, men i forhold til sådan en som Gulddreng, som jeg tror kommer forbi omkring 40 festivaler i år, så får vi ikke så travlt. Jeg har lige været på en lang forårsturné, så vi har holdt det fokuseret i år.«

For tiden sidder han i øvelokalet og finder ud af hvilke sange, han skal have med på sætlisten. Han har besluttet sig for at satse en smule og have flere stille numre med, end han plejer.

»Selvfølgelig kan man høre stille musik, selvom man har kørt tre fadøl ned. Jeg har bestemt mig for, at jeg skal turde gå lidt ned i tempo i år.«

Hans udgangspunkt for festivaler har ændret sig en del med årene. Han er blevet far til to, i denne måned gifter han sig med sin kæreste, og de vilde drukture er skiftet ud med hygge med familien.

»På en festivalturné er du nødt til at være lidt mere koncentreret i forhold til en almindelig turné, for nogle gange kan der gå ti dage mellem jobbene, og så gælder det om at holde sig varm. Jeg er blevet ældre, og i dag er det vigtigste for mig at levere en god koncert.«

Som helt ung besøgte han både Roskilde festival og den hedengangne Midtfyns festival som almindelig gæst, men glæder sig i dag over at kunne køre luksusstilen backstage.

»Jeg blev hurtig for gammel til at sove i telt. Altså jeg kan sagtens sove i telt, men jeg syntes, det var noget roderi at ligge ude i sådan noget mudder. Jeg syntes også altid, det blev lidt for voldsomt med så mange mennesker rundt om en, så nu er det fedt, at man kan komme hjem i sin egen seng.«

Hvad tænker Rasmus Walter, når man siger…

Jelling Festival:
»Der havde vi for nogle år siden nogle lydproblemer, hvor det handlede om at holde hovedet koldt. Men det er et hyggeligt sted, og jeg glæder mig til at spille på den helt store scene i år.«

Hede Rytmer:
»Der er altid en dejlig køretur derhen, og min bookingagent Theis er fra området, så det bliver lidt af en familieudflugt.«

Haze over Haarum:
»De har i deres boder et øl-meter, hvor de kan se hvor meget, der bliver drukket, hvilket alle går op i. Hold kæft, hvor skal de drikke meget i år, hvis de skal overgå sidste år, haha.«

Northside:
»Jeg elsker ideen om en festival, hvor man ikke er tvunget til at sove i telt. Og så er det min hjemby, og hele familien kommer. Her har jeg for resten en overraskelse med på scenen.«

Kløften festival:
»Det var den første festival mit gamle band fik lov at spille på. Det var i 2003, og det vil jeg altid takke dem for.«

Tinderbox:
»Vi spillede der for to år siden klokken 12 i total regnvejr. Det var op ad bakke, så jeg satser på revanche i år.«

Nibe festival:
»Det ligger jo oveni Roskilde, så når jeg fortæller mit band, at vi skal til Nibe, råber de altid ’neeej’. Men jeg synes, det er en fantastisk festival.«

Samsø festival:
»Der arbejdede jeg som frivillig, da jeg var teenager og ville ønske, jeg kunne spille der hvert år. Desværre har de en politik om, at man kun må spille der hvert andet år.«

Smukfest:
»De har de sødeste mennesker backstage. Alt kan lade sig gøre, og det er her man tit møder sine kollegaer og hygger sig sammen. Jeg føler lidt det er mit kernepublikum, der er på Smukfest, og det er altid nogle gode koncerter.«