Rasmus Seebach har netop taget hul på en ny stor festivalturné.

Den populære sanger har forberedt sig i et halvt år og kan mærke en anderledes ro end tidligere. Dog står han denne sommer med en helt ny udfordring , der pludselig kan kræve hans tilstedeværelse på hjemmefronten.

B.T. møder Rasmus Seebach på årets Jelling Musikfestival.

Han er i år særligt spændt på, hvordan publikum tager imod et nye visuelle udtryk, da han har brugt det sidste halve år på at udvikle nogle nye storskærme sammen med sin keyboardspiller Martin Sommer.

Rasmus Seebach spillede den store afslutningskoncert søndag aften på årets Jelling Musikfestival.
Rasmus Seebach spillede den store afslutningskoncert søndag aften på årets Jelling Musikfestival. Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Derudover har hans hold på cirka 30 mand, brugt fire uger på at øve op på en gammel flyvestation i Værløse, så popmaskinen kommer til at køre fuldstændig toptunet.

»Jeg håber, at der er nogen derude, der bemærker, at vi har gjort noget ud af det. Alle lægger så meget sjæl i det. Det skal være helt i orden, når vi kommer ud,« fortæller Rasmus Seebach med et smil.

Rent fysisk føler den 44-årige hitmager sig også godt kørende.

Han løber ofte en lille tur og tager armbøjninger i løbet af dagen for at holde sig skarp. 

Derudover handler det mest om at fokusere på selve opgaven på scenen, forklarer han og nikker ja til, at han godt kan mærke, at han efterhånden har 15 år på bagen som popstjerne.

»Jeg er mere sikker i det hele. Jeg har fundet ud, af at det ikke er det vigtigste, om jeg går ud og laver en fejlfri præstation, men at jeg er til stede, nyder det og ser folk i øjnene. Der er ikke nogen, der kommer for at se noget fejlfrit. De kommer for at mærke noget, og det synes jeg er rart.«

Rasmus Seebach kan stadig godt blive nervøs, før han skal ind og optræde for publikum, men han har lært at styre det til noget positivt.

»Jeg synes, jeg er blevet god til at bruge adrenalinen. Jeg er spændt, men istedet for, at det går ind og tynger mig, har jeg efterhånden vendt det til, at det sitrer på den gode måde. Det er jo en kæmpe gave at få lov til at lave det her, og jeg nyder det virkelig.«

Adspurgt hvad der får ham til at blive ved med at turnere landet rundt sommer efter sommer, svarer han:

Seebach-fans i Jelling.
Seebach-fans i Jelling. Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

»Fordi jeg ikke kan lade være. Når jeg kommer ud og ser mennesker, der synger med. Når jeg kan mærke, hvordan vi samles om sangene. Det smitter bare. Det ER bare en stor ting.«

Én ting er dog anderledes for Rasmus Seebach denne sommer. Han bliver nemlig far for tredje gang.

Da B.T. først spørger, om det er tilfældigt, at han ikke har nogle koncerter, de tre dage hvor Danmark spiller deres EM-gruppekampe i Tyskland, svarer han først med et grin:

»Det er seriøst tilfældigt, men det passer mig rigtig godt.«

Han tilføjer:

»Men jeg har jo en anden udfordring her i sommerens løb. At jeg også skal være far til en pige.«

Rasmus Seebach har sammen med sin kæreste Julie de to drenge Holger og Helmut. 

Han har kontakt med dem flere gange om dagen, mens han er på turné, og før koncerten i Jelling havde han netop haft en snak med sin kæreste om, hvor ærgerligt det var, at de ikke var med.

Rasmus Seebach kom helt tæt på publikum i Jelling.
Rasmus Seebach kom helt tæt på publikum i Jelling. Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

»Man savner jo de små drenge, og vi har boet på et super børnevenligt hotel,« forklarer han.

Rasmus Seebach vurderer, at nummer tre kan finde på at komme til verden i den sidste halvdel af juli - blandt andet når han spiller på årets Samsø Festival.

»Så jeg ved faktisk ikke helt, hvad planen er. Vi tager det lidt, som det kommer. Jeg tænker, det hele løser sig selv,« smiler han. 

Rasmus Seebach og hans band kan henover sommeren opleves en lang række steder i Danmark så som Tinderbox Festival, Nibe Festival og Smukfest.