Selvom navnet Seebach nærmest var synonym for Melodi Grand Prix i 1980erne, så skal vi aldrig regne med at se Rasmus Seebach i den kulørte popkonkurrence, som farmand Tommy Seebach vandt hele tre gange.

Han fortæller nemlig til B.T., at han simpelthen ikke tør.

»Hvis jeg nu lavede en sang, og den blev nummer otte, så ville jeg tænke 'øv'. Jeg tør slet ikke være med i det show,« siger han og forklarer:

»Lad os sige, at jeg skulle være med i Melodi Grand Prix. Så ville jeg have det superstramt over, at jeg ikke ville kunne leve op til det, min far gjorde. Det står så fint, det han gjorde. Jeg har slet ikke lyst til at ødelægge det billede, navnet Seebach har i Melodi Grand Prix-sammenhæng. Jeg har meget stor respekt for alt det, min far har opnået,« siger Rasmus Seebach.

Men der er langt fra Eurovision Song Contest 2021 til det Melodi Grand Prix, Tommy Seebach deltog i i tre årtier. Tommy Seebach repræsenterede Danmark med 'Disco Tango' i 1979, med 'Krøller eller ej' i 1981 og med 'Under stjernerne på himlen' i 1993. Han vandt aldrig hele den europæiske konkurrence, men i 1980erne blev han slet og ret kaldt 'Kongen af Melodi Grand Prix' hjemme i Danmark.

Tommy Seebach med sin kone Karen og børnene Marie, Nicolai og Rasmus Seebach (t.h.)
Tommy Seebach med sin kone Karen og børnene Marie, Nicolai og Rasmus Seebach (t.h.)
Vis mere

Rasmus Seebach deler sin fars fascination for sangkonkurrencen.

»Jeg elsker Melodi Grand Prix. Jeg er en kæmpe sucker for det. Jeg sad også og så det i år, og der er mange gode sange med. Jeg elsker genren og præmissen, at du har tre minutter. Det er sjovt,« siger han.

Unge Seebach er efterhånden blevet 41 år gammel, og lige nu er han aktuel med den nye single 'Så længe vi danser', der har en ret markant 1980er-klang. Rasmus Seebach render dog ikke rundt og frygter, at han ikke rammer de unges smag af den grund.

»Den frygt render jeg ikke rundt med. Men dermed ikke sagt, at jeg tager det for givet, at jeg kan rende rundt og spille sange, som folk mener er fede. Men jeg ved godt, at jeg ikke hele tiden kan være på toppen af gamet, og der kommer hele tiden nye, svedige artister, som er gode. Men jeg er et sted i min karriere, hvor jeg er ham den gamle. Jeg kan trække på min erfaring, og det har jeg det rigtig godt med,« siger han.

Rasmus Seebachs far, Tommy Seebach, døde i 2003. Han blev 53 år.