Glem alt om ’den svære to’er’. Rasmus Seebachs andet album er simpelthen propfuldt af hit.

Hvis du tror, at du selv har været under pres på kontoret det sidste års tid, så skulle du have siddet i Rasmus Seebachs hjemmestudie i København.

Efter at have solgt over 200.000 eksemplarer af sit debutalbum har forventningerne til opfølgeren, der udkommer på mandag, nemlig været umenneskeligt høje.Men i stedet for at gå ned med stress og få en lægeerklæring, har presset blot gjort Rasmus endnu mere kreativ, endnu mere iørefaldende og endnu mere disciplineret.

Og resultatet er en plade, der ikke alene lever op til debuten men også overgår den på næsten alle punkter.

Ligesom hans far var det, er Rasmus en mand, der ene og alene følger melodier, der spiller i hans eget hjerte. Og det resulterer i 12 gudbenådede popsange, der på én gang er hypermoderne og samtidig håbløst gammeldags - på den gode måde.

Således når man både at tænke ’Kim Larsen’, ’Tommy Seebach’, ’Brødrene Olsen’ og ikke så lidt ’70er rock?’, før man giver fanden i sammenligningerne og bare synger med på endnu et af de geniale popomkvæd, der tilsyneladende står i kø i Rasmus’ velpressede sangskriverærme.

Vi har allerede hørt de to single pletskud ’I mine øjne’ og den rørende ballade ’Nangijala’. Men - tro mig - der er mange flere, hvor de kommer fra.

Således står formfuldendte popsange som ’Falder’, ’Lys i din lejlighed’ og min personlige favorit ’Millionær’ nærmest på nakken af hinanden for at blive den næste hitlistebasker.

Og det er ikke alene befriende, men også berigende, at vi midt i en tid, hvor halvanden strøtanke og en hurtigt samplet (læs: stjålet) melodilinje, alt for ofte gør det ud for en rigtig popsang, stadig har en kunstner, der tænker over tingene og ikke giver slip på sangen, før den er gennemarbejdet, personlig og helt igennem holdbar.