På den danske musikscene er single-aktuelle Rasmus Seebach den suverænt største.

Ingen her i 10erne rammer danskernes hjerter stærkere end Seebach. De to første album har tilsammen solgt 475.000 eksemplarer. Det samlede Seebach-salg – inklusiv singler, compilations etc. – nærmer sig en sjettedel af samtlige solgte enheder de seneste fire år.

- På en måde er det surrealistisk, hvad der er sket for mig de sidste fire år. Men det nytter ikke noget, at man bare render rundt i en fantasitåge. Jeg nyder det. Jeg har en rar og god fornemmelse af at have kontakt med mit publikum – og med mig selv, siger Rasmus Seebach, der i dag udsender ’Olivia’.

 

Vi møder ham en septembermandag. Udenfor er det koldt og regnfuldt. Men Rasmus Seebach stråler. Taler engageret om næste kapitel i fortællingen, singlen og senere albummet ’Ingen’ . Han sidder ikke stille i mange sekunder ad gangen. Men han taler også gerne om sin bekymring for dem, der ikke har succes som ham selv.

Uhyggelige depressioner

- For mig har det hele været en stor optur de sidste fire år. Men jeg ser jo folk omkring mig, der ikke har det så godt. Jeg har lige mistet min morfar. De seneste år er flere mennesker omkring mig blevet ramt af tunge depressioner. Det er forfærdelig uhyggeligt at se folk, man holder af: Den ene dag friske og livsglade, tilsyneladende – næste dag har de mistet modet på livet. Depression er en skrækkelig sygdom eller tilstand. Når en af ens nærmeste har det på den måde, har man en klar forpligtelse til at prøve at gøre noget. Samtidig er det en svær følelse, der sætter sig i én. Man tager det jo med hjem. Jeg har skrevet nummeret ’1.000 farver’ til dem, der sidder fast i mørket, siger Rasmus Seebach – og tilføjer:

- Jeg er kommet i en alder, hvor jeg kan mærke på mine venner, at de er tyngede af supervigtige ting i deres liv. Festen fra dengang, vi var helt unge, er slut. Man får familie, bolig, arbejde og så videre. Nogle gange kan jeg se mine venner ryge ned i alvoren og ansvaret. De virker skuffede. Var det virkelig dét? Måske skal vi bare acceptere, at, ja – det er netop dét. At der ikke er en større, dybere mening med det hele. Måske er meningen at være til stede lige her og nu. For din familie, hvis du er så heldig at have én. Til stede i dit liv, siger Seebach.

Rar erkendelse

- Guderne skal vide, at jeg tidligere i mit liv virkelig har anstrengt mig for at finde en dybere mening med det hele. Men jeg kan sgu ikke rigtig finde den. Det er en rar erkendelse. Måske er meningen ’bare’, at man skal skabe en familie. Måske er det bare så enkelt. Få børn. Elske dem. Og, ja. Jeg skal helt sikkert selv have børn og familie, men der må gerne gå et par år mere, siger Seebach.

Det er ingen hemmelighed, at Seebach er vokset op med en tørstig far.

Børn i misbrugsfamilier bliver ofte meget opmærksomme på at skabe gode vibrationer.

Alle skal være glade

- Jeg tror nærmere, at jeg har arvet noget af min fars lyse sider. Jeg har aldrig været sindssyg sjov. Men jeg har det bedst med, at alle er med. Det er så lidt, der skal til. Der sidder måske én i et selskab, sådan lidt for sig selv. Føler sig måske udenfor eller uvelkommen. Der skal bare en enkelt opmuntrende bemærkning til. Jeg har det bedst med, at alle i rummet har det godt. Det er også egoistisk til en vis grad, jeg har det også selv bedst, når alle er glade.

’Olivia’ handler om den overfladiske verden, Seebach selv færdes i.

Mistet på vejen

- Jeg havde en kæreste, da jeg var teenager, som jeg stadig løber ind i til de super vigtige, smarte, trendy fester. Ja, f.eks. på en natklub som Simons. Jeg kommer der jo selv, jeg er selv en festglad bytosse. Så det er ikke for at sige noget negativt om den slags. Men jeg bekymrer mig, når jeg ser ’Olivia’. (Navnet er ændret af Seebach, red.) Jeg husker den her dejlige og naturlige pige, der ikke tog det så højtideligt. Er hun der stadig? Bag det overfladiske. Jeg har billeder af os sammen, hvor vi griner og bare er os selv. Er du stadig sådan? Jeg tror, alle kender nogen, de føler, at de har mistet på vejen, siger Seebach.

Hvad ville du svare ’Olivia’, hvis hun spurgte dig, om du er den samme?

- Jeg ville forsikre hende om, at jeg stadig er den samme. Det er cool nok at trykke den af til festerne. Men husker vi os selv? Det er en lille tanke. Sådan opstår mine sange som regel.

Hidtil er Seebachs sange opstået i en treværelseslejlighed på Frederiksberg – nu har han købt hus, ganske få meter fra sin hidtidige lejlighed på Bogøvej på Frederiksberg.

Græsslåmaskine

Du har tjent en formue. Sætter du pengene i banken?

- Min mor sagde, at jeg skulle have en avisrute allerede som helt ung. Jeg er opdraget til, at man skal have respekt for sine penge. Selvfølgelig skal man bruge dem, nu man har dem. Jeg har købt et hus. Jeg har savnet at kunne gå udenfor. Jeg faldt over en masse huse, men de kostede en bondegård. Det er lykkedes mig at finde et hus med en have. Nu skal jeg grille, og jeg har købt en græsslåmaskine for første gang i mit liv. Det er for vildt, siger Seebach med et stort grin.