Der stod Rasmus Seebach på hver 14. solgte plade i Danmark i 2010. Hans navn prydede hver sjette solgte danske plade. Sidste års omsætningstal i den danske rockbranche er netop offentliggjort i rapporten 'Musikselskaber 2010 - tal og perspektiver'.

Det er ingen hemmelighed, at musikbranchen bløder. En klar stigning i det digitale pladesalg verden over kan ikke kompensere for det faldende salg af fysiske cd'er. Omsætningen i den danske pladebranche faldt fra 535 mio. kr. i 2009 til 467 mio. i 2010, fremgår det af den nye rapport.

Dertil kommer at det digitale salg i Danmark langt fra kan følge med udviklingen i resten af verden. Salget via iTunes, tdc m.m. steg steg 13 pct. i Danmark, mens stigningstallet var næsten dobbelt så stort i Europa som helhed.

Rasmus Seebach var ikke den eneste dansker med succes i 2011. Medina og Kim Larsen fra hver sin ende af popskalaen gjorde det f.eks. også flot. Men Seebachs succes er enestående. Han har modtaget ni platinplader for et salg på 180.000 eks. af albummet 'Rasmus Seebach'. Det betyder, ifølge bt.dk's kilder en omsætning på omkring 27 mio. kr. TIllagt et estimeret singlesalg på over 100.000 runder tallet nærmere 30 mio. kr.

Dermed stod Tommys søn for i alt 7 pct. af den samlede omsætning i den danske musikbranche sidste år. Det er samtidig hele 15 pct. af det samlede salg af danske kunstnere alene. Sagt på en anden måde: der stod Rasmus Seebach på hver sjette solgte danske plade sidste år.

Så stor en andel er næppe set for en enkelt dansk kunster før. Måske Kim Larsen dengang i midtfirserne med 'Midt om natten', der solgte over en halv mio. i Danmark. Til gengæld var det samlede pladesalg mange gange større end i dag.

Seebachs album har ligget på hitlisten i mere end ét år i træk, heraf 25 uger som nr. 1, hvilket slår Kim Larsens rekord på 23 uger med albummet Midt om natten

Det er hemmeligt, hvor stor en andel af omsætningen, der tilfalder Seebach selv. Ifølge en klassisk pladekontrakt vil hans andel ligge i underkanten af 10 pct. Art People er dog kendt for at skrive fordelagtige kontrakter med selskabets forfattere. Dertil kommer diverse rettigheder for sangene, som Seebach selv skriver sammen med broren Nikolaj og andre.

Bt.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Seebachs pladeselskab Art People.