Der vil ikke blive spillet mere musik med Ed Sheeran hos den irske radiostation Classic Hits Radio.

Og det vil ikke ske i det, der betegnes som »en overskuelig fremtid«.

Det skriver det irske medie RTE, og bandlysningen er selvfølgelig en konsekvens af den enorme polemik, der er opstået omkring den britiske superstjernes igangværende Loop-turné i USA.

Her blev den amerikanske rapper Macklemore tidligere på ugen revet af plakaten som opvarmning for Ed Sheeran efter to optrædener, fordi han havde sagt 'befri Palæstina' på scenen i New York.

Det gik hurtigt verden rundt, og så eksploderede sagen.

For i protest mod den beslutning trak alle øvrige opvarmningsbands – heriblandt danske Lukas Graham – sig efterfølgende fra touren i sympati med Macklemore og hans ret til at give udtryk for sin overbevisning.

Nu har det så videre ført til, at Ed Sheeran-fans i Irland skal finde en ny radiostation, hvis man vil lytte til hans sange.

Classic Hits Radio har dagligt 216.000 lyttere ifølge tal fra i år, skriver Radio Today, og som navnet antyder, bliver der mest spillet ældre, populære sange.

Men lige Ed Sheeran har dog formået at klemme sig ind blandt afspilningerne. VG har talt op, og så sent som tirsdag og onsdag kunne man her høre henholdsvis fire og en af hans sang.

Inden der blev lukket i.