Publikum på Tinderbox er ikke udelt begejstrede for meldingen om, at The Minds of 99 afløser Black Eyed Peas.

Kort efter at festivalen lørdag afslørede, at det danske succesband vil indtage scenen i Tusindårsskoven på åbningsaftenen, gav publikum deres mening til kende på Instagram.

Ordene ‘skuffende’ og ‘forrygende’ dækker følelserne i de første mange reaktioner.

‘Fandme en skuffende afløsning, Tinderbox! Det kunne I godt have gjort bedre,’ lyder det fra én gæst. Mens en anden skriver:

Der var god energi i både band og publikum, da The Minds of 99 i denne weekend spillede på Heartland. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix.
Der var god energi i både band og publikum, da The Minds of 99 i denne weekend spillede på Heartland. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Vis mere

‘Kunne ikke være mere tilfreds! Tak Tinderbox!’

Mange af de utilfredse reaktioner går på, at festivalen erstatter et internationalt navn med et dansk navn.

Som en festivalgæst skriver:

‘Selvom Minds er godt, så er det et sløjt bytte i forhold til ‘Black Eyed Peas’. Det burde have været et større internationalt bytte.’ 

Mens en tredje, med reference til et af det danske bands egne hits, skriver:

‘Alle skuffer over tid. jeg kan godt lide The Minds of 99, men de spillede også sidste år, og Black Eyed Peas er et udenlandsk navn … øv.’

‘Man kan ikke erstatte en udenlandsk kunstner med et dansk band. De hører på inden måder under samme kategori. Godt nok ikke okay … Så skuffende line-up og slet ikke pengene værd,’ skriver endnu en tydeligt skuffet koncertgænger.

En partoutbillet til festivalen koster 2.595 kroner, mens en dags billet til torsdag, hvor The Minds of 99 altså går på scenen, koster 1.495 kroner.

Med koncerten i Odense bliver det tredje gang på 14 dage, at The Minds of 99 spiller på Fyn.

Fredag i denne uge optrådte de på Heartland, lørdag skal de spille på 'Rock Under Broen' i Middelfart, og om 12 dage skal de så stå på scenen i Odense.

Det er endnu ikke lykkedes at få et svar til de skuffede publikummer, fra festivalens direktør, Brian Nielsen. Men i en pressemeddelelse beklager han de mange erstatningskoncerter:

»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været stærkt udfordret i år, hvad angår aflysninger.«

Black Eyed Peas aflyste på grund af ‘logistiske udfordringer’, danske Jada aflyste på grund af komplikationer under sin graviditet. Engelske Raye valgte at aflyse for i stedet at tage på turné med SZA, og også den mindre kendte britiske Oliver Malcolm har aflyst.

»Det er svært at forberede sig på: Logistiske problemer, en artist der får tilbudt et once in a lifetime-support-job for en af tidens største stjerner, og senest fantastiske Jada, som selvfølgelig skal passe på sig selv og sit barn,« skriver Brian Nielsen og fortsætter:

»Vi er meget glade for de erstatninger, vi har fundet, men håber selvfølgelig, at vi ikke skal ud og finde flere.« 

Som erstatninger har festivalen indtil videre annonceret norske Astrid S, danske Ida Laurberg, eee gee og Zar Paulo og sidst altså The Minds of 99.