Koncert i Københavns Forum mandag aften, 'The King of Rock' genopstod fra de døde, på kæmpelærred med spillevende symfoniorkester.

Nogle vil måske mene, at det er det rene gravrøveri. Men det er sådan Elvis, selv ville have haft det. Det mener både Volbeats Michael Poulsen og Elvis egen eks-kone Priscilla.

»Jeg siger ikke ja til hvad som helst. Og jeg sørgede fra starten for, at Elvis' DNA var til stede over alt. Det var sådan her han selv ville have haft det.«

Sådan sagde Priscilla Presley, da B.T. for nylig snakkede med verdens bedst kendte 'rock-enke' (de to var ikke længere gift, da Elvis døde)

Det var 73-årige Priscilla, der selv kom med idéen til showet 'The Wonder of You', hvor Elvis' største hit bliver fortolket af både band og et kæmpemassigt symfoniorkester, og solisten selv dukker op på et kæmpelærred over violiner og trommer.

Mandag aften blev showet opført i Forum i København, og igen var Priscilla Presley aftenens gæstestjerne, som en slags vært.

»Elvis lyttede meget til både Mozart og Chopin. At optræde med et symfoniorkester var en drøm, han altid havde haft. Mange syntes, at jeg var sindssyg, da jeg foreslog det. Men da jeg oplevede publikums reaktioner, var jeg i den syvende himmel,« siger Presley, der igen understreger, at hun ikke kaster sig ud i hvad som helst.

Ideen om en Elvis-turné med et symfoniorkester opstod efter London filhamonikernes to Elvis-album fra hhv. 2015 og 2016. Og da symfonishowet 'The Wonder Of You' for lidt over et år siden blev opført i Herning, stod både publikum og anmeldere op af begejstring.

»Kongen er stadig den største fortolker, rockmusikken nogensinde får,« skrev B.T.s anmelder i maj, 2017.

Og Volbaet-sanger, Michael Poulsen var tilsvarende begejstret.

»Du kan roligt glæde dig… Som Elvis-fan er det et must«, siger Michael Poulsen, der selv er én af Danmarks største Presley-fans.

Ved koncerten i Forum var Priscilla Presley som en slags konferencier. Og selvom Priscilla blot var en stor pige, da hun første gang mødte Elvis, er hun stadig ikke træt af at tale om ham.

»Jeg var kun 14 år (1959), da vi mødtes, mens han var udstationeret som soldat i Tyskland. Og jeg vidste ikke, hvad kærlighed var. Vores forhold begyndte som venskab. Men det udviklede sig. Det var ikke en let rejse.

Jeg skændtes med mine forældre, der ville beskytte mig. De måtte give afkald på så meget,« siger Priscilla Presley. Og hun fortsætter:

»Jeg ønsker, at folk skal lære ham at kende. Også som det fantastiske menneske, han var. Han var sjov, spirituel og varm. Og udover musikken er det også disse egenskaber, der bringes videre i showet.«

På grund af flyskræk og en skrap managers uvilje nåede Elvis Presley aldrig selv at optræde i Europa.

Elvis vidste, han skulle dø

Af Henning Høeg

Ifølge en ny dokumentarfilm 'Elvis Presley, The Seacher', der netop har haft premiere på streamingkanalen HBO, vidste Elvis godt, at han brændte sit lys i begge ender og sikkert ville dø ung.

Det fortæller Elvis' eks-kone Priscilla Presley i filmen.

'The Seacher' blev sidste år indspillet i anledning af et tragisk jubilæum. I 2017 var det nemlig 40 år siden, The King of Rock'n'Roll blev fundet død på sit badeværelse i hjemmet, 'Graceland' i Memphis.

Sangeren og rock-ikonet døde i en alder af 42. Men den tidlige død var angiveligt  ikke nogen overraskelse for mange af hans nærmeste. Eks-konen Priscilla Presley fortæller således i den nye HBO dokumentar, at Elvis godt vidste, hvad hans overdrevne stofmisbrug ville lede til.

»Hans nærmeste venner prøvede at gøre noget. Men man fortæller ikke Elvis, hvad han skal gøre. For så er man ude af vennegruppen på rekordtid. De prøvede, men det lykkedes ikke,« fortsætter Priscilla Presley, der blev skilt fra Elvis i 1973.

I de sidste år af sangerens liv blev han gradvist afhængig af sovemedicin og opkvikkende piller, og i løbet af ganske kort tid blev han stærkt overvægtig på grund af dårlig kost.

Efter Elvis Presleys død blev der ifølge den nye HBO-dokumentar fundet en slags afskedsbrev med ordene 'jeg er træt af mit liv' og 'jeg har brug for et langt hvil.'

I dag har Elvis været død i 41 år. Men musikken, der mandag aften blev opført i københavns Forum, lever videre.