Alt efter temperament kan man kalde Hush klichéfyldte eller inspirerede. Bt.dk's anmelder er ikke i tvivl: Det fås ikke bedre øst for Tennessee.
For nylig ringede en læser og skældte ud. Lang enetale. Vedkommende var vred. Skældte ud over at aviserne i almindelighed og bt.dk i særdeleshed alt for ofte sender anmeldere i byen, som i forvejen er begejstret for bandet på scenen. Resultatet: positive anmeldelser. Øh ja. Noget værre noget med al den begejstring.Så lad mig bare melde rent ud. Jeg er vild med Hush og har været det, siden jeg hørte dem første gang. Så er læseren advaret inden anmeldelsen af torsdagens koncert, hvor Hush's turné nåede til København.
Hush er renhjertet og gennemført østjysk americana med lige dele inspiration fra Fleetwood Mac, The Band, Glen Campbell, Kenny Rogers og Elvis Presley. Spillet på den poppede måde. Og altid - og der mener vi ALTID - hamrende melodiøst. Alt efter temperament kan man kalde det klichéfyldt eller inspireret.
F.eks. var Hush’s 'It’s About Love' fra det nye album ’Dark Horse’ næppe kommet til verden uden Travelling Wilburys. Men det er med poppens klichéer som med krydderier i madlavning. Det afgørende er smagen eller den følelse eller stemning musikken rammer, når det hele er blandet sammen.
På sin plads at minde om Bono, der en gang udtalte, at Björn og Benny havde et betydelig svære job end ham selv og The Edge, der altid kunne stille sig hen i et hjørne og larme.
Eftersom ægteparret Dorthe Gerlach og Michael Hartmanns musik i bund og grund har lydt på samme måde i alle de år, de har eksisteret, kan man ikke beskylde dem for at efterabe nutidige amerikanske supernavne som Taylor Swift, Lady Antebellum og Carrie Underwood. Taylor var 7 og kunne næppe stave til Gyllenhaal, da Dorthe og Michael startede i 1997.
Men nu er det sådan, at Hush’s musikalske udtryk ligger endog meget tæt op ad tidens populære amerikanske mainstream countrynavne. Det som kollega Henning Høeg i USA kalder Fleetwood Mac med autotuner.
Men i modsætning til især megahitterne Lady Antebellum er Hush produceret mere autentisk, betydelig mere varieret og tættere på de oprindelige rødder i Tennessee og omegn. Sine steder er Hush nærmest bluegrass.
Dorthe Gerlach er en storsmilende og super charmerende country girl fra Randers og omegn. Hun er en fantastisk sangerinde med sin helt egen klang, en lys næsten piget vibrato, der indimellem ruller så langt, at man næsten kan se den bumpe henover bakkerne på en amerikansk sydstatsprærie.
Hun synger med en imponerende sikkerhed og hjertegribende rent. Og stort set uden dansk accent.
Nu vi er ved sikkerhed. Bandet er fremragende, velspillende og nærmest påfaldende medlevende. Livsstykket Palle Hjorth ser ud og lyder, som om han er sat i verden med det formål at spille keyboards i Hush.
Den diskrete, afdæmpede trommeslageren Anders Holm ser ganske enkelt ud som om, han har det sjovt. Tag bare ’Look For America’, som i bund og grund handler om køreturen fra Nashville sydover mod Louisiana. Men i hænderne på Hush og deres band bliver verdens kedeligst asfaltstrækning en vej ind i den uendelige længsel.
Eller 'For All The Right Reasons', der efter en nærmest gotisk start ender totalt massivt rockattack.
Så er der Dorthe Gerlachs små anekdotiske introduktioner til de enkelte numre. Jo længere vi kom i koncerten, jo mere kant og finurligt, farligt glimt i øjet. Som for eksempel hendes hyldest før ’Me And My Broken Heart’ til et folkefærd, som udfører alt det beskidte arbejde, som ingen andre gider. Nå, kommer der en hyldest til Randers Dagrenovation? Tænker man så. Næh, det viser sig at være en (slags) hyldest til denne verdens elskerinder, som for 90 pcts vedkommende ender med et ’broken heart’. Kom så igen og kald Hush for søde. Dolly kunne ikke have gjort det bedre.
Ellers et par andre livsbekræftende glimt fra koncerten i Bremen. Det sigende blik og smil mellem Dorthe Gerlach og gemalen Michael Hartmann efter ’Missing You’ – et nummer der handler om de dage, hvor afstanden mellem dobbeltsengens to hovedpuder opleves længere end de 2.300 km Highway 61 strækker sig over fra New Orleans til Wyoming.
Mere end én gang har jeg set Hush' musik afvist som parforholdspop.
Ikke at jeg for nylig har læst Grundloven – om nogensinde – men det er mig bekendt ikke ulovligt at spille musik, der kan indtages parvis. Føj så dertil, at Hush faktisk har gjort sig umage med sammensætningen af sætlisten.
Groft sagt starter det stille og akustisk på et stort persisk tæppe og bliver mere og mere elektrisk og pågående. Kulminerende i Dorthe Gerlachs forsøg på at gøre sig som rockchick i det nye ’Wilder Girl’. I hænderne på det kompetente band – især leadguitaristen Rune Kjeldsen - lyder det simpelthen bare pisse godt og medrivende. Det fås ikke bedre øst for Tennessee.
Fortjent stående hyldest til sidst. Hush live i Bremen var en pragtfuld oplevelse på en dag, som i forvejen blev lyst op, da det blev offentliggjort, at Emmylou Harris er på vej med et nyt album 25. april.
Hush, Bremen, torsdag aften. Dorthe Gerlach, Vokal Michael Hartmann, Guitar Rune Kjeldsen, Keys Palle Hjorth, Guitar Troels Skjærbæk, Bas Anders Holm, Trommer
