Tunde Baiyewu og Paul Tucker er navnene på de to herrer, der udgør popduoen Lighthouse Family, som huserede på radiokanaler og hitlister i 90'erne med sange som 'High', 'Lifted' og 'Ocean Drive'.

Senest, duoen udgav en plade, var i 2001. Men nu har de fået et comeback med singlen 'My Salvation', som blev afsløret og afspillet på BBC Radio torsdag morgen.

Det skriver flere medier heriblandt The Independent.

Baiyewu og Tucker mødte hinanden som kolleger på en bar i Newcastle i 1993. To år efter udsendte de debutalbummet, 'Ocean Drive'. I 1997 udgav duoen 'Postcards from Heaven' og i 2001 'Whatever Gets You Through the Day', der indtil nu var deres sidste udgivelse.

På streamingtjenesten Spotify er sangen 'High' fra 1997 deres absolutte største hit med over 50 millioner afspilninger. Det kan du høre en bid af her foroven, hvor duoen spiller i en proppet Hyde Park i London.

Sangen blev et af gruppens helt store kommercielle hit og lå blandt andet nummer 1 på den australske hitliste. Den hittede også på det europæiske musikmarked, hvor den fik flere top-10-placeringer.

Lighthouse Family har i ugen op til den nye singles udgivelse opdateret deres Facebook ad flere omgange, og det fik fans til at spekulere i, at de ville vende tilbage.

Nu er de her så, og sangen kan høres på diverse streamingtjenester og duoens egen YouTube-kanal.