Brugere på sociale medier har taget tykt pis på den verdenskendte sangerinde, Fergie, siden hun søndag aften fremførte en noget anderledes udgave af den amerikanske nationalsang ved NBAs All-Star kamp. 

Den tidligere 'The Black Eyed Peas'-sangerindes langsomme og bluesede udgave af 'The Star-Spangled Banner' blev ikke ligefrem modtaget med klapsalver. Hverken i Staples Center, hvor kampen blev spillet, eller på de sociale medier.

Ifølge nyhedsbureauet AP løb en lav kluklatter gennem arenaen, da Fergie havde sunget første linje af sangen og i de resterende to et halvt minutter af sangerindens optræden, havde samtlige publikummer svært ved at finde ud af, hvilke folder de skulle ligge deres ansigter i.

Også nogle af spillerne havde svært ved at holde masken. Deriblandt Draymond Greens, hvis reaktion blev fanget på storskæren i arenaen og hurtigt blev forvandlet til en GIF, der spredte sig som steppebrand på Twitter.

'Draymond er os alle sammen,' skriver Twitterbrugeren Jemele Hill på det sociale medie.

Til grin på Twitter

Generelt henter den 42-årige sangerinde ikke mange roser for sin optræden på sociale medier.

'Wow Fergie! Det er sådan man sætter en stopper for sin professionelle karriere,' skriver en bruger.

En anden skriver: 'Jeg kan ikke engang se Fergie-videoen færdig. Amerika har været igennem nok. Nu dette?'

Nogle går endnu hårdere til værks i deres kritik af den 42-årige sangerinde.

'Gode gud. Hvem vidste, at Fergie kunne blive vores hemmelige våben. Bare sæt hende til at synge, og så vil alle terrorister løbe den anden vej', skriver en bruger.

En anden skriver, at hun ville ønske, hun aldrig havde set videoen af den syngende Fergie.

'Jeg ville vide, hvorfor alle pludselig talte om Fergie, så jeg lyttede på Youtube. Mens mine ører blødte, og en intens migræne begyndte, gik det op for mig, at det er bedre, at nogle ting overlades til fantasien. Ikke alle skandaler har brug for et publikum'.