Da jeg i 2001 hørte Pinks første store hit 'Get This Party Started', tænkte jeg: 'udmærket one-hit-wonder'.
Men hvor tog jeg dog fejl.
14 år og seks album senere er Pink, der i virkeligheden hedder Alecia Beth Moore, ikke alene 'still going strong', hun er faktisk blevet bedre.
Og hendes nye og ialt syvende album 'Beautiful Trauma' er en herlig opvisning i, hvordan man på én gang underholder, provokerer og beriger sit publikum.
Således er sange som 'Whatever You Want' og 'What About Us' forsynet med melodier og arrangementer så dansable og smittende, at de nærmest sparker døren ind og river os op ad lænestolen.
I parforholdssangen (én af flere) 'Better Life' indrømmer Pink, at hun ofte forestiller sig ægtemandens sult efter en smukkere og måske yngre kvinde. I Pinks måske mest hjerteskærende vokal-præstation til dato, 'You Get My Love', vender hun nærmest vrangen ud af sin smukke og gennemmenneskelige sjæl. Og sammen med ingen ringere end Eminem minder Pink på 'Revenge' os om, at dyb sarkasme, brutal humor og nogle gevaldige stød under bæltestedet stadig er en naturlig del af repertoiret.
Siden sidst (albummet 'The Truth About Love' fra 2012) har Pink (efter eget udsagn) koncentreret sig om at leve et helt almindeligt liv sammen med ægtemanden Carey Hart og deres to børn.
Den hverdag lader til at være sivet ind i de 13 nye sange. Og på den afdæmpede 'Barbies' (til børnene) kan man mærke både kærligheden og nærværet.
I en pop-verden, hvor billedskønne med ofte også håbløst overfladiske sangerinder i ét væk forsøger at genopfinde sig selv, er 38-årige Pink som en oase, hvor vi bliver mindet om, at det er ok at være lidt morgengrim, at det fint nok, hvis kærligheden nogle gange bliver blandet med et surt opstød eller to og at det helt i orden, at dele sin politisk ukorrekte mening, også når der ikke er nogen, der gider høre den.
Pink er måske traumatiseret (ligesom de fleste andre). Men musikken er gennemarbejdet og iørefaldende. Og Pink?, hun er stadig smuk som et menneske.
