Det er kun Phil Collins børn, der har forhindret Genesis-stjernens selvmord

Dén chokerende nyhed kommer frem i et helt nyt interview, som Phil Collins har lavet med bladet Rolling Stone

Og i snakken med journalist Erik Hedergaard lyder den 59-årige britiske superstjerne desværre ikke som om, han overdriver

- Jeg har ofte overvejet at skrive denne Phil Collins-karakter ud af historien, siger Collins helt seriøst

- Jeg ville ikke bare skyde mig selv i hovedet. Jeg ville tage en overdosis eller noget andet, der ikke gjorde ondt. Men i den lange ende ville jeg ikke gøre det - for børnenes skyld. Der var engang en komiker, der i 60'erne begik selvmord. Og i sit afskedsbrev skrev han: "Alt for mange ting er gået galt". Sådan tænker jeg ofte på det.

Efter sin tredie skilsmisse (fra Orianne Cevey) bor Phil nu alene i et beskedent hus ved Genevesøen i Schweiz.

Han ser ofte sine to sønner Matthew og Nicholas, der bor sammen med moderen blot et par kilometer fra Collins.

På grund af en nerveskade kan den legendariske komponist, sanger og trommeslager ikke længere betjene trommerne.

Igennem de seneste årtier er Phil Collins især i den britiske presse blevet udsat for en hetz, der antyder, at han ikke er sin succes værdig.

Og det er det ensomme liv og den vedholdende kritik, der angiveligt har tappet Phil Collins for livslyst.