»Hvor var du, mens jeg var getting high,« spørger Peter Sommer sin hustru på sit nye album med poetisk henvisning til deres snoede kærlighedshistorie.

De blev kærester i gymnasiet i midten af 90’erne, så slog de op, blev kærester igen, slog op én gang til og fik børn med andre, for så for tre år siden at blive gift og flytte sammen i en villa på Amager, hvor de i dag bor med deres fire sammenbragte børn.

»Som kæmpe Oasis-fan syntes jeg, det var sjovt at lægge referencen (Linjen ’Where were you while we were getting high’ er fra Oasis-sangen ’Champagne Supernova’, red.) ind, men det var først, da min kone og jeg for en måned siden sad og så ’Supersonic’-dokumentaren, at det gik op for os, at det netop var det, der gjorde, at vi første gang gled fra hinanden,« fortæller Peter Sommer om kærlighedsnummeret ’Sand kærlighedshistorie’ fra hans nye femte soloalbum ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’.

I gymnasiet havde han aldrig tænkt på at gå musikervejen, men da Oasis’ debutalbum kom ud i 1994, tændte det en ild i ham. Og så passede hans kæreste pludselig ikke ind i ligningen.

»Det var meget populært at tage ud og rejse efter gymnasiet, og hun var meget ’hvor skal vi tage hen? Skal vi bo i London? Skal vi tage et halvt år rundt om jorden?’. Jeg skulle ingen steder. Jeg skulle bare hurtigst muligt finde ud, af hvordan jeg kunne blive musiker. Så hun tog afsted, og jeg købte en bas og kom med i et band,« mindes Peter Sommer og griner over den første spæde start på et rockstjerne-liv.

»Selve musikken betød ikke så meget i starten. Jeg kunne lide at tage noget særligt tøj på, have et øvelokale og skaffe spillejobs. Min far er trykker, så jeg gik også meget op i det grafiske udtryk. Musikalsk var jeg mest med for ’the looks’.«

Efter fire-fem år uden det store gennembrud får Peter Sommer og skolekammeraten Carsten Valentin foden indenfor i musikbranchen som duoen Superjeg, der fra 2002 til 2003 udgiver to anmelderroste album. Peter Sommer flytter til København og får solo sit gennembrud med singlen ’Valby Bakke’ og får et barn sammen med sangerinden Lise Westzynthius.

Skæbnen vil dog, at Peter Sommer og Lise Westzynthius forhold ikke holder i længden, og her er det så, at han hjemme i barndomsbyen Skanderborg endnu engang finder sammen med sin ungdomskæreste, som han altså gifter sig med i 2015.

»Vi har kendt hinanden sammenlagt i 25 år bare ikke ud i en lang streg,« smiler Peter Sommer.

»Jeg føler mig heldig at være sammen med en kvinde, som kender mig så godt. Hun kender min baggrund, min familie. Jeg er nok ikke den person, der partout synes, jeg selv er fantastisk. Hun lærer mig, hvad det vil sige at elske.«

Til trods for at Peter Sommer siden ’Valby Bakke’ har kunne leve af musikken, har han aldrig følt sig helt tilpas i spotlyset og har kæmpet med selvtilliden omkring sin egen sangstemme.

Hvordan har man det så med på landsdækkende tv at blive taget med bukserne nede som Peter Sommer gjorde, da han før sit bryllup blev kidnappet til sin egen polterabend, mens han sad som gæst i ’Go’ Morgen Danmark’?

»Haha, en polterabend skal selvfølgelig være grænseoverskridende. Jeg gætter på, at det var Simon (Kvamm, red.) der havde orkestreret det. Han er en af mine bedste venner, og det er skønt at have en person i sit liv, som forstår at skubbe en frem.«

Det nye Peter Sommer-album, der udkommer den 9. marts, har som sagt kærlighed på dagsordenen. Efter genforeningen med ungdomskæresten og livet som far og pap-far til fire, ser 43-årige Peter Sommers liv noget anderledes ud i dag, end da han drømte Oasis-drømme i teenageårene.

Derfor er albumpausen mellem det nye album og det forrige også det længste i en ellers produktiv karriere med fem soloalbum, to ’De Eneste to’-album og et par minialbum.

»For det første er jeg begyndt at skrive langsommere. Jeg venter mere på sangene nu. Så er jeg flyttet til Amager, blevet gift og skal stå til ansvar for fire unger på 4, 9 og to gange 12 år. Jeg kan ikke bare sidde og arbejde, som jeg vil på samme måde som tidligere.«

Det nye familieliv på Amager har dog også givet Peter Sommer muligheder for nye samarbejdspartnere. Hvor han for nogle år siden følte, der var langt fra Skanderborg til København, har han i dag ofte kontakt med nye kollegaer og skrev sidste år blandt andet to numre sammen med Karl William, hvor nummeret ’Forstenet’ blev et pænt hit.

»Jeg siger ja, når folk spørger, om vi skal prøve at lave noget. Jeg har for eksempel på det sidste siddet med Hjalmar Larsen,« fortæller Peter Sommer og kan på sit nye album også præsentere sange skrevet sammen med Benal, Mikael Simpson og den tidligere Mew-guitarist Bo Madsens nye band Turbolens.

»Som barn drømte jeg om at blive journalist, for jeg har altid godt kunne lide at skrive. I 20’erne drømte jeg om at kunne leve af musikken. I dag drømmer jeg bare om at kunne bibeholde min lyst til at skrive nye sange, der bliver hængende.«