Lyt til artiklen

»Stemningen er underlig, og jeg har egentlig ikke rigtig den der koncertlyst eller glæder mig til, at det skal starte. Vi er lidt rundt på gulvet.«

Sådan husker 27-årige Peter Arve tilbage på søndag aften, hvor han sammen med sin kæreste og mange tusinde andre koncertgæster sad i Royal Arena og ventede på den britiske popstjerne Harry Styles.

Ikke langt derfra udspillede en enorm politiaktion sig i og omkring shoppingcentret Field's, efter at en bevæbnet gerningsmand få timer tidligere skød og dræbte tre personer.

Og allerede på metroturen ud til Royal Arena, blev Peter Arve klar over, at noget var helt galt.

Peter Arve er bestemt ikke tilfreds med, hvordan koncerten blev håndteret.
Peter Arve er bestemt ikke tilfreds med, hvordan koncerten blev håndteret. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

På dette tidspunkt havde ingen overblik over, hvad der var sket, men det store politiopbud og mediernes første reportager tydede på noget alvorligt, så han og kæresten satte sig på en bænk og forsøgte at finde ud af, hvad de skulle gøre.

I halvanden time ventede de, indtil det blev vurderet sikkert, at koncerten blev afholdt, og de besluttede sig derfor at gå hen til Royal Arena.

Koncerten, som var sat til at starte klokken 20, startede dog ikke til tiden.

»Kvart over otte kommer der en mand på scenen og siger, at koncerten ikke er aflyst. Vi troede godt nok, at han ville sige, at den var aflyst, men beskeden var, at den ville begynde klokken ni.«

»Vi kigger på hinanden og tænker, at det var lidt mærkeligt, men til at starte med tror vi faktisk på det.«

Imens disse informationer blev givet til koncertgæsterne, fulgte Peter Arves kæreste dog også med i mediernes dækning, og det stod klart, at der havde været dødsofre for skyderiet.

De besluttede sig for, at de ikke ville være en del af koncerten og gik ud i en mellemgang, hvor de talte med en række ansatte.

»Jeg kan godt fornemme, at de ved noget, men det vil ikke sige det til mig.«

»Jeg bliver meget frustreret. Jeg får ingen informationer fra dem, og lidt efter siger Kåre Quist på DR Nyhederne, at de ved, at koncerten bliver aflyst, og det er, mens vi har fået af vide, at koncerten vil starte klokken 21.«

Til sidst var der endelig nogle ansatte, der fortalte dem, at der kom busser for at evakuere dem, samt at metroen snart ville begynde at køre igen, men at de ikke måtte gå ud, fordi politiet gerne ville holde folk samlet i Royal Arena.

Ikke desto mindre fortsatte opvarmningsmusikken inde i selve arenaen.

»Det var så surrealistisk. Det fik alle til at være glade og håbe på, at koncerten blev til noget. Omkring klokken 20.50 spiller de så den her sang af Kendrick Lamar ('Swimmingpool', red.), som får folk i høj stemning, men de har sat en extended version på, som har nogle meget ægte skudlyde til sidst i nummeret.«

Det var den britiske verdensstjerne Harry Styles, der skulle have spillet koncert i Royal Arena.
Det var den britiske verdensstjerne Harry Styles, der skulle have spillet koncert i Royal Arena. Foto: SIMON DAWSON
Vis mere

»Flere kiggede på hinanden i chok, fordi de troede, der blev skudt derinde. Det er jo store højttalere, der spiller det her nummer.«

Peter Arve forstår ikke Royal Arenas kommunikation. I hans optik burde de have slukket musikken i stedet for at gejle stemningen op og fortælle gæsterne, at koncerten var aflyst, men at de skulle blive i arenaen efter politiets ønske.

Han forstår heller ikke, hvordan en sang med skudsalver kan blive en del af opvarmningsmusikken, når der få timer før har været skyderi få hundrede meter væk.

Han er sikker på, at det var en menneskelig fejl og noget, som Royal Arena fortryder, men derfor må det stadigvæk ikke ske.

»Jeg synes, at alt fra Royal Arenas side fungerede dårligt, men det der var ligesom dråben, der fik bægeret til at flyde over for mit vedkommende. Jeg synes bare ikke, at man må lave sådan en fejl.«

»Man kan simpelthen bare ikke efter sådan et skyderi sætte sådan en sang på. De kunne bare have nøjedes med at spille One Direction-sange (Harry Styles' tidligere band, red.).«

På Twitter, hvor Peter Arve også har skrevet om det dårlige sangvalg, er der flere, som bekræfter det og ligeledes har fundet det ubehageligt.

»Det var så ubehageligt! Vi stod på ståpladserne foran scenen lige foran højttalerne og jeg blev mega forskrækket. Det gjorde flere andre også. Mega ubehageligt!,« er der en anden koncertgænger, der skriver.

Koncertarrangøren Live Nation oplyser, at de ikke har nogle kommentarer og henviser alle spørgsmål til Københavns Politi.