Han hittede med John Mogensen og Four Jacks. Mistede sin mor og lillebror i en ung alder. Og gjorde karriere i USA, hvor han udlevede opturen og nedturen med alkohol og stoffer. Tag med BT til koncert og hjem i stuen hos 80-årige James Rasmussen, der stadig hitter på Dansktoppen og synger de gamle klassikere portræt
Et juletræ dingler i forruden af bilen. Blåt, hvidt og rødt med stjerner og striber.
»Gu er det ej tilfældigt. Jeg har boet i USA i 14 år. Jeg elsker det land. Min Amerikatur var ikke helt forgæves. Der var både succes og nedtur. Som John Mogensen plejede at sige: Der er altid syv gode år og syv dårlige. De første syv år var en drøm,« siger James Rasmussen, der igen er aktuel.
Det er der to grunde til.
Den første: James Rasmussen har som 80-årig stadig gang i sit eget soloshow. Han hitter på Dansktoppen, har netop udgivet et nyt album og ikke mindst vundet to priser ved Dansktop Prisen 2018. En for Årets Mandlige Solist og en for Årets hit kaldet ’Den du er’.
Den anden: John Mogensen! Den danske værtshusrotte og dansktopsanger ville være fyldt 90 år i år. Han bliver fejret med musik landet rundt. Og i Ole Bornedals film ’Så længe jeg lever’, hvor James Rasmussen selvfølgelig også er med.
Sammen var de en del af Four Jacks, inden James Rasmussen gjorde karriere i USA. James Rasmussen blev en Jack i 1958 som afløser for Otto Brandenburg. Og fortsatte fem år i orkestret.
James Rasmussen kigger fremadrettet bag rattet. Der bliver stilhed i bilen. En af flere pauser, han holder, når han taler. Med vanlig alvorlig mine. Som en gammel arbejder.
»Hmm, Søren. Er det Frederiksværk eller Frederikssund, vi skal til?«
»Frederiksværk. Krudtværksfestivalen på Syrevej. Det jokede vi meget med i hippietiden, at vi skulle spille på Syrevej,« siger den 71-årige pigtrådsbassist Søren Engel, som dengang i de psykedeliske tider dannede bluesrockbandet Delta Blues Band.
De to mødtes i begyndelsen af 1990erne, efter James Rasmussen var kommet hjem fra USA. Det var faktisk Søren Engels skyld, at James Rasmussen overhovedet begyndte at spille Four Jacks-hit igen.
»Det var Søren, der bankede mig oven i hovedet. ‘Kom nu, mand’, sagde han. Siden da har vi droppet at spille mit eget. Folk vil have det, de kender,« siger James Rasmussen, der har haft en 60 år lang sangkarriere i ind- og udland.
I 1956 blev James Rasmussen kåret til at være Danmarks Tommy Steel. Det skete i K.B. Hallen. Den fyr, pigerne skreg højest ad, vandt. James dannede også Danmarks måske første rockband, James & his Jamesmen.
I 1958 optrådte hans band i Odd-Fellow Palæet samme dag som Four Jacks. Otto Brandenburg ville ud at prøve karrieren af. Så Four Jacks’ høje mand, Poul Rudi, tilbød James Rasmussen at være en del af kvartetten. Han sagde ja. Men det afhang af én mand.
Perfektionisten
»John Mogensen, perfektionistisk som han var, lyttede til min stemme i 14 dage på en båndoptager. Så endelig kom han til mig: ‘Okay, James, nu er du en Jack,’ sagde han. Det var en lettelse. Før kunne jeg ikke betragte mig selv som fuldgyldigt medlem,« siger James Rasmussen om startskuddet til landskendte hit som ’Mandalay’, ’Åh Marie, a ve hjem te dig’ og ’Tjener, jeg er tørstig’.
Og med amerikanerglade numre som ’Kom til Alaska’ og ’Tom Dooley’. Det var jo i 50erne, dengang folk nød godt af Marshallhjælpen efter Anden Verdenskrig.
Bilen kommer nærmere Frederiksværk. Resten af turen går med at tale om Donald Trump - ham beundrer James Rasmussen for at turde tale ligefrem, om amerikanerbiler og om et særligt fodboldhold, arbejderdrengene fra Liverpool, der er kommet i Champions League-finalen.
Krudtværksfestivalen dufter af øl og oksekød. Mellem politiske boder, loppestande og legeborge står scenen, og på den gør James Rasmussen, bassist Søren Engel og trommeslager Jimmi Koldenborg scenen klar.
»Jeg har taget førstehjælpskursus. Hvis han stiller træskoene, er det noget lort,« griner trommeslageren.
Det bliver der ikke brug for i sættet på 2x40 minutter, hvor et par hundrede mennesker sidder spredt på havestolene denne lørdag eftermiddag. De fleste er godt oppe over de 50 år. Og synger højlydt med på gamle Four Jacks- og John Mogensen-hit.
»Lad mig fortælle en historie om John Mogensen,« siger James Rasmussen til publikum.
»Engang John Mogensen og jeg var i Aalborg, tog vi på den meget fine restaurant Kilden, hvor alle tjenerne gik i kjole og hvidt, og et fint springvand lå inde midt i retauranten. Da John Mogensen og jeg kl. 4.30 om natten som de sidste gæster forlod restauranten, stoppede John op ved det fine springvand og sagde til mig: ‘Jeg tror sgu, jeg ta’r et bad.’ Så lagde han sig ud blandt åkander og guldfisk, og tjenerne styrtede over til John og fik ham tørret af og ud i en taxa med os.
Sin fine smoking fik han dagen efter renset, så han var fin til koncerten den efterfølgende aften, og da John og jeg dagen efter om aftenen efter vores koncert igen tog ud til restauranten, kom alle tjenerne farende over mod John med hvide håndklæder over armen, bukkede foran John og sagde ‘Ønsker herren et bad?’
Og sådan får vi små guldkorn fra de gyldne 50ere og 60ere, indtil turen går hjemad. Efter koncerten er James Rasmussen ikke helt tilfreds med fremmødet, kan man høre. Han står foran arrangøren.
»Kunne vi ikke have spillet klokken 13, så der havde været flere mennesker?«
Den engang udlærte kleinsmed finder sig ikke i hvad som helst.
James Rasmussen bor i Brønshøj. Her er han vokset op, og her bor han endnu. I et gult rækkehus, i et hyggeligt villakvarter, med sin kone. Hun kommer med kaffe ind i stuen. På væggen hænger fotos fra Four Jacks-tiden og to hitlister fra 2005, hvor Four Jacks er nummer ét på listen over bedst solgte album.
»Selv i 2005 lå vi foran både Coldplay og D.A.D.,« konstaterer den gamle Jack og understreger gruppens betydning.
»John Mogensen var en god ven. Og det er en glimrende film, der fortæller, hvordan det var. Men John Mogensen var altså ikke efter mig som i filmen. Sådan ville han aldrig tale til mig. Det var Bent Werther. I tre år var jeg nederst i hierarkiet, men så en aften vi havde et par damer med oppe på et hotel, sad han på sengekanten og sagde: Okay, du er min ven, og siden den dag var vi uadskillelige,« siger James Rasmussen.
Den amerikanske drøm
Dengang var ingen af medlemmerne alkoholikere. Måske Bent Werther, siger James Rasmussen. Men de gik i opløsning. Nogle ville ud i det store udland. John Mogensen ville Danmark. Han var den første, der gik ud af bandet. I længden holdt det ikke.
Alt det kan man læse om i hans selvbiografi ’Jeg var en Jack’, som står stablet i husets kontor sammen med plader og nodepapirer hængt op på væggene.
Bandet gik i opløsning, og James Rasmussen prøvede endelig lykken i USA fra 1965, hvor han tog over med sin modelkæreste Aino Korna, der var blevet kåret til Miss Danmark. I Los Angeles fandt han hitsangeren Buzz Clifford på baren Rewells.
Buzz Clifford havde skrevet en ny sang, Echo Park. James Rasmussen producerede nummeret for 1.000 dollar, han tog kontakt til et pladeselskab, sangen blev et kæmpe hit, og pengene strømmede ind.
»Bare ikke fra de Nixonglade borgere i Midtvesten, fordi den var kritisk over for Vietnamkrigen,« indvender James Rasmussen med et smil. Også han havde fået langt hår og udgav sin egen plade med navnet ’Rasmussen’.
Imidlertid forsvandt Aino Korna med en rig modemand i New York.
Alt imens passerede Danmark forbi. To berømte Jacks faldt fra. Bent Werther døde i 1973 efter at have lidt af leversygdomme. Blot 40 år gammel. John Mogensen døde af hjertestop i sit hjem. James Rasmussen ringede hjem fra USA og kondolerede.
Begge havde ligesom James Rasmussen store problemer med alkohol. De syv års nedtur skulle begynde. Succesen stoppede brat, og pengene fra pladeselskaberne stoppede med at komme.
»Jeg tog Martinien frem en time før frokost, og så eskalerede det. Jeg følte mig meget alene efter den økonomiske nedtur. Jeg tog job som runner i Hollywood, hvor jeg serverede coke om morgenen til Hollywoodskuespillerne. Og tog det selv. Coke, syre, pot og en gang imellem mescalin og svampe.«
Så da James Rasmussen vendte hjem til Danmark i 1979, var det tid til at genføde sig selv på ny efter en bølge af en karriere med hit, damer, stoffer og druk.
Forsømt barndom
Det var musikken, der reddede James Rasmussen. I første del af livet.
»Min kone siger, jeg aldrig har fået bearbejdet mine traumer. Og nu kan det vel være lige meget i en alder af 80 år,« siger James Rasmussen, der voksede op med en brutal stedfar. Han tæskede løs på James Rasmussen.
»Som barn var det mig, der fik lorten. Min lillebror var min stedfars rigtige søn, så jeg husker min barndom som forfærdelig. Jeg fik tæsk altid. Og da han slog min mor ihjel, var det eneste, jeg havde i tankerne, at han ikke skulle slippe ustraffet,«siger James, der voksede op hos sin moster og onkel.
Hans far fik livstid. Året efter læste han i avisen, at hans lillebror var druknet. Men han skubbede det væk. Flemming tog navnet James til sig. Det kaldte kammeraterne ham, fordi han legede tjener for at fortrænge. Og James forsvandt i musikken. I Louis Armstrong, i Elvis, i Johnny Cash.
»Jeg er først blevet voksen, efter jeg er fyldt 75 år, fordi livet bare har været en stor leg, hvor jeg har skubbet alt til side. En gang imellem har jeg ønsket, at jeg havde tænkt mere over tingene. Jeg havde fået mere ud af Amerika, hvis jeg havde tænkt business … som en forretningsmand. Som Donald Trump.«
Anden gang han blev reddet, var, da han vendte hjem til Danmark. Han fortsatte et misbrug af valium. Men en veninde i Island lokkede ham på afvænning. Senere fandt han sin kone, Gitte, og sammen fik de sønnen Sonny. Gitte døde af kræft nogle år efter. Men Sonny lever i bedste velgående på Langeland med sin kone.
»Jeg er glad for at bo her, alt i alt glad for, hvordan livet har tilsmilet mig, og jeg er glad for min kone,« siger James Rasmussen.
Én ting står stadig hen i det uvisse. Otto Brandenburg døde i 2007. Men hvor er Rudi? Sidst James Rasmussen hørte fra ham, var for et par år siden. Da boede han nord for San Diego, hvor han tog over med sin kone og børn. Angiveligt skulle Poul Rudi nu bo på plejehjem, lide af blandt andet vand i benene og have mistet al kontakt til både børn, ekskone og venner.
»Jeg talte med ham i telefonen. ‘Hvad bil kører du i,’ spurgte han. ‘Jeg kører i en Honda’, svarede jeg, hvortil han sagde, at han kørte Mercedes. Men jeg kendte hans ekskone, og hun fortalte, at han levede på laveste fællesnævner. Grunden til, han ville ikke se mig, var, fordi alt det, han havde fortalt, var løgn,« siger James Rasmussen, der har hørt, at hans helbred er skrantende, hvis han da stadig lever.
