'Pas på blodtrykket, P1-lyttere,' skriver redaktør og vært på P1 Morgen Maria Dohm på sin Twitter-profil.

Kanalen planlægger nemlig at spille musik klokken 8.45 fredag formiddag, og det vil måske - måske ikke - vække vrede hos nogen.

I sidste uge blev der i hvert fald rettet en større kritik mod DR, som i kølvandet af coronaudbruddet havde slået P1 og P4 sammen for at spare på medarbejderne.

Men sammenlægningen faldt ikke i god jord, for nu skulle faste P1-lyttere pludseligt også høre Rasmus Seebach og anden popmusik fra P4 midt i deres nyhedsoverblik.

DR lyttede til frustrationen, og radiokanalerne P1 og P4 gik atter hver til sit.

Men nu vender musikken altså tilbage til P1 fredag formiddag - og med god grund.

Maria Dohn forklarer:

'Hvis du ikke vil høre musik, så sluk for radioen klokken 8.45, hvor vi ligesom 80 andre europæiske radiostationer som en hyldest til alle de hårdtarbejdende i sundhedsvæsnet spiller 'You'll never walk alone'.'

Sangen stammer fra Rodgers og Hammersteins musical 'Carousel' og bliver som oftest sat i forbindelse med fodboldholdet Liverpool FC.

Klubben tog sangen til sig, da Gerry and the pacemakers hittede med den i 1963.

Bandets version varer lige under tre minutter, så det er altså ikke længe, de P1-lyttere, der ikke bryder sig om musik, skal holde ud.

Efterfølgende vil den direkte taleradio være tilbage helt til klokken 18.