Hver måned betaler Britney Spears over 150.000 kroner til sin eksmand Kevin Federline – i børnebidrag. Nu vil han have 'lønforhøjelse'.

Hvis Britney Spears ser en smule fraværende ud, når hun på onsdag står på scenen ved årets Smukfest i Skanderborg, er det måske helt forståeligt.

Hjemme i Los Angeles er den 36-årige 'Oops!... I Did It Again'-sanger nemlig blevet hevet i retten af sin eksmand Kevin Federline.

Da de to blev skilt i 2007, modtog Kevin Federline ifølge bladet Rolling Stone et engangsbeløb på det, der svarer til 130 millioner kroner. Og siden har den forhenværende danser og nuværende arbejdsløse dj og far til i alt seks børn hver måned modtaget yderligere 150.000 kroner – børnepenge til parrets to sønner, Sean på 11 og Jayden James på 12, der i dag begge bor hos deres mor.

Da sagen om børnepenge startede i maj, forlangte Kevin Federline et månedligt børnepengebeløb på 60.000 dollar – godt en halv million kroner. Via sine advokater har Britney sagt ja til en månedlig forhøjelse på blot 10.000 dollar – 66.000 kroner.

Popsangerens advokater påpeger, at pengene ifølge deres oplysninger bruges til at forsørge hele Kevin Federlines familie, der i dag består af to ekskoner, en nuværende og i alt seks børn med tre forskellige mødre.

Derfor har Britneys advokater udbedt sig et budget, der viser, præcis hvad pengene bruges til.

Ikke overraskende har Kevin Federlines advokater ifølge bladet People Magazine forlangt et tilsvarende budget fra popstjernen Britney, der i 2006 blev tvangsindlagt i forbindelse med et offentligt nervesammenbrud.

I fredags blev Britneys budget derfor offentliggjort i retten. Og uanset hvad man så måtte mene om Kevin Federlines krav, står det klart, at Britney Spears snildt har råd til eksmandens lønforhøjelse.

Ifølge det amerikanske tv-show 'Entertainment Tonight' tjente Britney Spears således sidste år det, der svarer til 320 millioner kroner.

Britney Spears betalte sin far, Jamie Spears, godt 600.000 kroner for at administrere sin formue. Og udgifter som forsikring, mad og fornøjelser løb ifølge Britneys budget op i 2,2 millioner kroner.

For de nysgerrige viser budgettet, at Britney især holder af at handle i butikker som Target, Old Navy og Walmart. Og selv om Britney Spears ifølge Forbes Magazine er god for over en milliard danske kroner, er hendes favoritrestauranter beskedne steder som McDonald's og Tommy's Burger.

Britney Spears startede karrieren som medlem af Disney-koncernens Mickey Mouse Club (for unge talenter), hvor hun optrådte sammen med andre senere stjerner som Justin Timberlake, Ryan Gosling og Christina Aguilera. I 1999 fik hun sit verdensomspændende gennembrud med sangen 'Baby One More Time'.

Britney Spears' til dato største hit, 'Oops!... I Did It Again', toppede hitlisterne i 2000. Og fire år senere blev hun gift med en af sine dansere, Kevin Federline.

Kevin Federline og Britney Spears blev skilt i 2007. Siden er Kevin Federline blevet gift to gange. Og han har fået yderligere fire børn.

Britney Spears er ikke blevet gift igen. Og hun har ikke fået flere børn.