De tidligere One Direction-medlemmer Zayn Malik og Louis Tomlinson genforenes i en ny Netflix-serie.
Over tre afsnit vil man følge dem på en slags roadtrip gennem USA, hvor de samtidig giver et indblik i deres liv. Det er torsdag blevet bekræftet.

Ifølge Hollywood Reporter vil de også komme til at tale om det tragiske dødsfald, der for knap et år siden ramte deres tidligere bandkollega Liam Payne.
»Serien giver et sjældent kig ind i verdenen hos to af de mest berømte – og mest private – mænd på kloden, hvor de taler om livet, tab og faderskab,« lyder det ifølge mediet fra Netflix.
Det var i oktober sidste år, at Liam Payne blev fundet død efter et fald fra et hotelværelse i Argentina.
One Direction har siden 2016 holdt pause på ubestemt tid, men der har løbende været rygter om en form for genforening, selvom medlemmerne alle har haft gang i succesrige solokarrierer i de seneste år.
Det britiske band bestod oprindeligt af Zayn Malik, Louis Tomlinson, Liam Payne, Harry Styles og Niall Horan – de to sidstnævnte menes ikke at optræde i den kommende Netflix-dokumentar.
Optagelserne er allerede i gang, og den forventes at få premiere næste år.