Jo mere Frost, jo mere varme. Det må være konklusionen ovenpå en forrygende koncert under bøgen med et revitaliseret Gnags med Peter A.G. Nielsen i spidsen.
Frost, som i en af landets stærkeste rockguitarister, Per Frost, der ikke har spillet med Peter A.G.s Gnags i mere end et årti. Frost er tilbage - sammen med saxofonisten Niels Mathiasen, der har spillet med i 30 år - og bl.a. den rutinerede bassist Henrik S.P. Poulsen, der kan få en bas til at ligne en lykkepille. At dømme efter hans ansigtsudtryk. Det smittede helt ud til de ca. 20.000, der blev lukket ind til koncerten.
Gnags leverede et ’Flashback’, som de selv kalder det, med en stribe hit, primært fra 80erne, ’Rytmehans’, Safari’, ’Vilde kaniner’, ’Kærester’ og en lidt overraskende ’Rockband på landevejen’, hvor Per Frost skar toppen af bøgetræerne med sin sekstrengede sav.
Der stod han så den gamle hippie på scenen i en moderne scenografi - meget lig den, Gnags brugte i 00erne. Peter A.G. stolper lidt mere kantet rundt på scenen, end da han var 50 år yngre - han er måske lidt mere stiv i benene, men stive er hverken intentionerne eller den swingende udførelse. Og så er han i fit af en 62-årig.
Det begyndte med 'Længe leve mangfoldigheden'. 'Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her'. Et statement der er lettere at sige, end praktisere i en hverdag, hvor alverdens teknikaliteter spærrer for den lysegrønne idealisme. Men nogle gange er det måske det, der skal til. At gamle kloge mænd som A.G. lader naiviteten sejre. Hvis man hader hans budskab, hader man også sig selv.
Per Frost er kapelmester i det nye, gamle Gnags. Det hørtes endda meget tydeligt fra første anslag i '... mangfoldigheden', der havde fået en ordentlig røvfuld rockdrive.
Det næste, der slog mig, var bandets suveræne swung. Hele to trommeslagere/percussionister - og som sagt S.P. med fornemmelse for dét der jamaicanske groove, som Per Frost i sin tid bragte ind i Gnags, da de gik reggae. Det tredie, der slog mig, var, hvor meget luft, lys og poetisk overskud, der er i Peter A.G.s sangskrivning. Især hvis man sammenligner med nutidens arvtagere.
'Fodgænger', 'Går med hunden gennem byen', 'Vilde kaniner', 'Lav sol over Århus', hvor Frost igen lod sin guitar sprede sustain, så det kunne høres af hr. og fru Høst fra Skanderborg Øst
Ét langt groove afbrudt af de mere poppede og rockede numre. Selv 'Dansende blå linealer', som aldrig har været min kop stråhat, blev spillet med et pulserende afro-beat, så man blev helt glad. Så letflydende kan et dansk band spille musikken med rødder under de fjerne himmelstrøg.
Klart et af de store festival-moments. En stærkt følelsesladet og meget medrivende slingretur ned ad nostalgiens Vestergade - og en helt usædvanlig stærk fællesskabsfølelse foran scenen. Der er intet usædvanligt i at folk i alle generationer mødes foran scenerne. Heller ikke i glade smil. Dem så jeg også hos et par hundrede helt unge under Lågsus tidligere i dag. Det usædvanlige var den umiddelbare begejstring - så meget hos så mange - af typen, der eksploderer i krydderen, når man mindst venter det.
Hvad det handler om? Som A.G. sagde: 'Årringe er noget, man er stolt af'. Mange af os fra dengang er stadig herude - bl.a. til Smukfest. Vi kan stadig gå på vores fødder - og med hunden gennem byen, hvis det skal være. Kvinderne er, som sangeren så rigtigt påpegede fra scenen, stadig smukke.
Nye fans er kommet til efter den kraftige dancehall/reggae-bølge de senere år. Alle de nye, med ikke helt så nye Pharfar i spidsen, viser med jævne mellemrum deres respekt til bandet, der bragte reggaen til Danmark.
Den respekt gav A.G. og Frost med band tilbage i dag. Olde-pharfar A.G. viste, at han og hans band kan sprede mindst lige så meget happiness som Wafande & co.
Gnags, Rytmescenen, Smukfest, fredag
