Som BT kunne berette for ti dage siden, så optræder Rolling Stones på dette års Roskilde Festival. Det bekræfter Roskilde Festival nu selv på deres hjemmeside, og dermed kan mange tusinde danske fans se frem til at opleve det britiske band på Orange Scene

- Vi blev overhalet af rygtebørsen i forrige uge, da en avis satte ord på et rygte, som havde ulmet på internettet gennem nogle uger. Nu har vi netop fået de nødvendige underskrifter på plads, så der er ingen grund til at holde på hemmeligheden længere, siger Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén i en pressemeddelelse.

Det er bandets turné '14 ON FIRE', som de kommer forbi Danmark med, syv år efter de sidst var i landet. Dengang optrådte de inde i Parken.

Da Rolling Stones i 1976 var på Europa turné, var det netop med den Orange Scene, som de skal optræde på til sommer. Roskilde Festival købte dog scenen et par år senere i 1978, og dermed bliver det en tilbagevenden for bandet, der blev dannet for 52 år siden.

Rolling Stones har netop valgt at aflyse samtlige koncerter i Australien, hvor de ellers skulle have optrådt med '14 ON FIRE', da forsangeren Mick Jaggers kæreste, L’Wren Scott, begik selvmord for en lille uge siden i parrets lejlighed i New York.