Bandet hedder Port Vincent. De er pæredanske.

Men der er ikke meget 'Valby Bakke' over gruppens seneste video 'All Dressed in Black'.

I anledning af den nye single har to af Port Vincents medlemmer, Paul Thrane og Mads Arlien-Søborg nemlig været i den amerikanske sydstat Louisiana, nærmere bestemt i Dockside Studio i byen Maurice, Louisiana.

Her er det somregel den dybeste blues og gospel musik, der foreviges via studiets avancerede udstyr.

Men som det kan ses i videoen, der er skabt af filmfotograf Klaus Nedergaard, faldt den nordiske rock-noir, der her møder Louisianas spøgelsessump, i god jord blandt både de lokale musikere, sangere og teknikere.

»Dette samarbejde er et godt eksempel på, at musik er et universelt sprog, som kan skabe smukke fællesskaber - både i situationen og på lang sigt,« siger Mads Arlien-Søborg, der bl.a. spiller guitar i Port Vincent.

Videoen er optaget sidste november i og omkring Dockside Studios. Bag mikserpulten arbejder studiets egen tekniker Justin Tocket. Og i dagens anledning havde danskerne hyret lokale musikere og et vaskeægte amerikansk gospelkor.

Port Vincents tredie EP udkommer til august.