Dokumentarfilmen om The Eagles of Death Metal, der for alvor blev verdenskendt under et terrorangreb i Paris, er kompetent håndværk, men kun delvis vellykket.
Filmens instruktør Colin Hanks har muligvis lært et trick eller to af sin berømte far, Tom, om at appellere til seernes følelser. Dem er der naturligt nok mange af i ’Nos Amis’. Gruppemedlemmerne, især den absolutte hovedmand, Jesse Hughes, er forståeligt stærkt påvirkede af deres oplevelser d. 13.11.15 på scenen i Bataclan, hvorfra de så snesevis rockfans blive dræbt. Vi ser dem vende tilbage til Paris for at spille igen, både med U2 og alene.
Det er alt det, rockmusik bør være: liv og død, store følelser, kærlighed. Desværre ender det med at handle mere om Jesse Hughes forfærdelige oplevelse og kamp end om de 85, der døde.
Hanks lader Jesse komme alt, alt for let udenom spørgsmålet: Har oplevelsen i Bataclan påvirket hans ihærdige støtte til fri adgang til våben i USA? Og hvad med terroraspektet? Hulemændene, som Bono taler om. Og den groteske fyring af EoDM fra et par franske festivaler efter, Hughes kom med et par islamkritiske udtalelser. Skulle han have takket ISIS?
Mest interessant er nogle interview med fans, der var til stede i Bataclan, og filmens andet spor – historien om det flere årtier gamle venskab mellem Hughes og den anden EoDM-grundlægger, Josh Homme fra Queens of the Stoneage. For folk med hang til rock er historierne om dens kilder som regel altid spændende. Også her, hvor de er knalddygtigt fortalt af Colin Hanks. Selvom man igen savner den kritiske vinkel på de ofre, Hughes efterlod sig, da han valgte mellem familie og rock’n’roll.
I sidste ende er 'Nos Amis' en hyldest til rockmusikkens iboende skrig om ultimativ frihed. Den sang kan ikke synges for tit. Men det tjener hverken rockmusikken, generelt, eller The Eagles of Death Metal, specielt, når det mest leveres som medløbsføleri.
'The Eagles of Death Metal - Nos Ami (Our Friends), Netflix.
