Nu er ventetiden endelig slut. Britney Spears bryder tavsheden og viser sig i retten i Los Angeles.

Det hele løber af stablen onsdag, hvor den 39-årige popprinsesse håber på at kunne genvinde sin egen myndighed, når hun toner frem via videolink i Los Angeles Superior Court.

Det er en dag, mange fans har ventet på.

»Det er nervepirrende, fordi vi endelig får nogle svar og noget indsigt. Indtil videre har vi hørt fra alle - undtagen Britney selv,« siger Junior Olivas, som er leder Free Britney-bevægelsen til CNN.

Free Britney-bevægelsen møder op foran retten i L.A.
Free Britney-bevægelsen møder op foran retten i L.A. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Bevægelsen har mobiliseret en hel hær af fans i hele verden, der mener, at Britney Spears lever som fængslet mod sin vilje. Hun må ikke eje en telefon, og hun må ikke udtale sig om faderen, Jamie Spears, mener de ekstremt engagerede fans.

Derfor er retsmødet i L.A. så vigtigt for dem. Nu hører de endelig, hvad Spears selv har at sige.

I 2008 blev Britney Spears umyndiggjort og tvangsindlagt, efter hun låste sig inde i et værelse, da hendes eks-mand Kevin Federline kom for at hente parrets to sønner, Sean Preston og Jayden James. Dengang var Spears-drengene blot 2 og 1 år.

Britney Spears nægtede at udlevere dem til deres far.

Vanvittige scener udspillede sig i Hollywood, og alt blev fanget af paparazziernes telelinser - og det var ikke første gang. I 2007 chokerede Britney Spears hele verden, da hun barberede alt sit hår af og gik amok på fotografer med en paraply.

I februar 2008 blev hun tvangsindlagt igen, og denne gang bad Spears' far, Jamie Spears, om at blive indsat som værge. Dette skulle være en midlertidig løsning, men et halvt år senere blev den gjort permanent.

»Hvis jeg ikke var underlagt alle disse restriktioner med læger og advokater, der konstant undersøger mig hver dag, hvis de ikke var der, så ville jeg føle mig så fri. Når jeg fortæller dem, hvordan jeg har det, hører de bare, hvad de gerne vil høre,« sagde Britney Spears i november 2008 i en MTV-dokumentar.

Men Jamie Spears fortsatte som værge, og Britney Spears tjente penge som aldrig før. Op gennem 2010'erne udsendte hun albums og scorede en ekstrem lukrativ såkaldt 'residency'-aftale i på Planet Hollywood i Las Vegas. Man faderens helbred begyndte at skrante, og i 2019 droppede hun en stribe planlagte koncerter.

Samme år stoppede advokaten Andrew Wallet, som ellers var indsat til sammen med Jamie Spears at træffe beslutningerne for Britney Spears.

Det efterlod faderen Jamie Spears med 100 procent kontrol over datterens formue.

Sådan så det ud i 2008, da Britney Spears ankom til retten i Los Angeles.
Sådan så det ud i 2008, da Britney Spears ankom til retten i Los Angeles. Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Og det satte for alvor gang i rygterne om, at Jamie Spears har brugt datteren til selv at tjene en formue. Han får en million kroner årligt for at være hendes værge - plus en masse tillæg for arbejdet.

I april 2019 talte Britney Spears selv om rygterne og sagde, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser og hører.

Og så kom New York Times-dokumentaren 'Framing Britney Spears' i begyndelsen af 2021. Den rettede for alvor fokus på faderens magt over Britney Spears. Hun medvirkede ikke selv, men skrev efterfølgende på Instagram:

»Jeg har ikke set hele dokumentaren, men jeg har set lidt. Jeg er flov over den måde, de fremstiller mig på. Jeg græd i to uger. Og jeg græder lidt endnu,« skrev popsangeren.

Efterfølgende blev opslaget slettet.

'Framing Britney Spears' sætter også fokus på det massive pres, hun har været under i medierne, siden hun i slutningen af 1990'erne blev verdenskendt som hele verdens popprinsesse.