»Danmarks 12 point går til …«

Når jurystemmerne sent lørdag aften skal afgives under dette års Eurovision-show, bliver det et velkendt ansigt, der toner frem på skærmen for os herhjemme.

Det er nemlig ingen ringere end tv-værten Tina Müller, der skal afgive de danske jurystemmer.

Det er dermed tredje år i træk, hun får æren af at gøre lige netop det. Det skriver en række Eurovision-medier som Eurovisionworld og Eurovoix.

Tina Müller var også en af værterne under prisuddelingen Sport 2022 i Jyske Bank Boxen i januar. Det var hun sammen med Caroline Wozniacki og Josefine Høgh.
Tina Müller var også en af værterne under prisuddelingen Sport 2022 i Jyske Bank Boxen i januar. Det var hun sammen med Caroline Wozniacki og Josefine Høgh. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

I samme periode har hun også været vært på det danske Melodi Grand Prix.

Klokken 20.56 fredag aften afslørede hun også selv på sin Instagram-profil, at hun var på vej ind i DR Byen for at deltage i en prøve forud for finaleshowet:

»Normalt på vej i seng nu. Men den står på arbejde i aften,« skrev hun, før hun kort efter tilføjede:

»Så er der generalprøve på morgendagens Eurovision Song Contest.«

Tilbage i oktober blev tv-værten mor for første gang – og det sætter også lidt præg på døgnrytmen og mængden af søvn, hvilket hun humoristisk pointerer i en Instagram-story lørdag morgen:

»Emma har en fest og synes, at fire timers søvn til mor to nætter i træk er mere end rigeligt – Særligt når hun i aften skal stå foran 180 millioner seere,« skriver hun.

Under aftenens show afgiver både en fagjury og seerne deres stemmer.

Fagjuryen sidder på 50 procent af magten, mens seerne sidder på resten.

Det er først jurystemmerne, der bliver præsenteret af hver af konkurrencens 37 landes stemmeoplæsere – hvorefter seerstemmerne til sidst bliver afsløret.