De voksne jublede, da han i 2015 deltog i børnenes melodi grand prix. Nu har Wafandes 16-årige nevø Tyrees Tyr fået en pladekontrakt med Universal Music og debuterer fredag med sommersinglen ’Mami’.

Han har været omringet af hype, siden første gang han stod på en scene.

I 2015 begejstrede den dengang 13-årige Frederiksberg-rapper Tyrees Tyr børn og især voksne, da han i designersko og guldkæder stillede op i børnenes melodi grand prix med nummeret ’Guldet’, der lød som noget, der ligeså nemt kunne have været ugens uundgåelige på P3.

Han blev hyldet på sociale medier af ’voksne’ branchefolk som musikeren Nikolaj Steen, der på Twitter skrev, at han ville blive en meget stor stjerne, rapgruppen Vild Smith spurgte straks, om ikke han ville med dem i studiet og lave mere musik, og før han kunne se sig om, havde DR hyret ham som husorkester i Sofie Lindes talkshow.

Foto: Christian Torp
Vis mere

Musik på fuldtid
Tre år og et par turneer med sin onkel Wafande senere, har den i dag 16-årige Tyrees Tyr skrevet kontrakt med pladeselskabet Universal Music og debuterer nu som popstjerne med sommersinglen ’Mami’.

»Det er det fedeste at få lov til at lave, det man elsker. Da jeg var yngre, spillede jeg fodbold på højt plan og tænkte, at det egentlig var den vej, jeg ville gå, men siden har jeg måtte overgive mig til musikken. Da jeg blev færdig med folkeskolen, skrev jeg sidste sommer kontrakt med Universal, så nu laver jeg musik på fuldtid,« fortæller den unge debutant, da BT møder ham på Universals kontor på Christianshavn forud single-premieren.

Tyrres Tyr da han i 2015 var med i MGP - børnenes melodi grand prix.
Tyrres Tyr da han i 2015 var med i MGP - børnenes melodi grand prix. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Han har det man i mangel af bedre fremmedord vil kalde ’swag’. Der er ingen fornemmelse for usikker teenage-adfærd, og han fortæller på én gang begejstret og tilbagelænet om sin ankomst til musikbranchen.

»Efter MGP trak jeg mig tilbage fra sociale medier i to år for at koncentrere mig om at blive bedre og finde ud af, hvad jeg ville. Det gik jo ret hurtigt efter MGP, hvor jeg for eksempel kom i studiet med Reza (S!vas’ producer) hvor Hans Philip (Ukendt Kunstner) kunne kigge forbi. Om sommeren på Roskilde kom Pelle Peter (P3-vært) pludselig hen til mig og sagde, at jeg bare skulle fortsætte det gode arbejde, så jeg føler virkelig, at jeg har fået et godt skub.«

Han hedder egentlig Tyrees Peter Nielsen, men da de er to, der hedder Tyrees i hans venneflok, fandt han for mange år siden på hiphop-navnet Tyrees Tyr. Hans mor er fra Tanzania, og det er fra hende han har sine musikalske rødder, tænker han.

»Hun har altid spillet meget musik for mig og er langt foran. Hun hører al mulig fra oldschool hiphop til afro-ting. Jeg kan slet ikke følge med. Da jeg ikke vidste, hvilken slags musik, jeg ville lave, har hun også hele tiden sagt, at jeg ville ende med at lave pop.«

Foto: Christian Torp
Vis mere

Kendte familiemedlemmer
Udover sin onkel Wafande, der er en af Danmarks førende reggae- og dancehall-stjerner, er hans fætter rapperen Kesi, som sin tid introducerede ham for gruppen af rappere som Gilli, Benny Jamz og Molotov Movement, der lige nu præger den danske musikscene. Ikke noget helt dårligt bagland at have på cv’et.

»Lige nu arbejder jeg med en fyr, der hedder Marcus Gordon, der er en sindssyg dygtig producer. Jeg forsøger at lære at spille klaver, men ellers overlader jeg musikken til ham. Jeg har også en drøm om at tage en uddannelse på et senere tidspunkt, men jeg har fået en helt unik chance, og det vil jeg ikke lade gå til spilde.«

Onkel Wafande.
Onkel Wafande. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Fætter Kesi
Fætter Kesi Foto: Mathias Bojesen
Vis mere

Da Tyrees Tyr var med i MGP, stillede han op sammen med den jævnaldrende DJ Isak. Selvom de ikke laver musik sammen længere, er de stadig gode venner.

»Isak går på efterskole, men jeg var for eksempel sammen med ham her i weekenden, så vi snakker stadig sammen.«

Han har ikke planlagt koncerter endnu. I første omgang vil han afvente og se om ’Mami’ kan blive et sommerhit. Hvis den gør, er det hurtigt i studiet og skrive flere hits.

Tyrres Tyr på scenen med Asap Rocky i Store Vega 2014.
Tyrres Tyr på scenen med Asap Rocky i Store Vega 2014. Foto: Wafande / Privat
Vis mere