Nye Israel-uroligheder, vrede og homofobi!
Tirsdag aften skydes Eurovision i gang i Basel i Schweiz, og igen i år er der masser af politisk bøvl i kulissen. Her får du det store overblik over musikkonkurrencens største kontroverser – og hvem der er favorit til at vinde.
Sloveniens 'blackface'
Slovenien stiller i år op med den 39-årige komiker Klemen Slakonja, der kom i problemer, da han fejrede sin lokale grandprixsejr med en parodi-video af tidligere Eurovision-vindere.

I videoen valgte han nemlig at male sig sort i ansigtet for at ligne den estiske 2001-vinder Dave Beton, hvilket fik grandprixfans til at beskylde ham for 'blackface'. Han undskyldte - og siden har Dave Beton sagt til Eurotrip, at han var helt o.k. med parodien.
Skabte vrede i Italien
Estlands 33-årige deltager, Tommy Cash, skabte ifølge The Guardian vrede i Italien over at stille op med sangen 'Espresso Macchiato', der spiller på stereotyper relateret til italiensk kultur.
Siden gik sangen viralt med en video af en flok dansende bedstemødre, der nu skal med Tommy Cash på scenen i Schweiz – og nu synes italienerne ifølge flere medier, at sangen er sjov.

San Marinos glemte verdensstjerne
I Eurovision finder du ofte glemte verdensstjerner i feltet, og i år kan du blandt andet skæve til San Marinos 52-årige deltager Gabry Ponte, der omkring årtusindskiftet var en del af eurolande-gruppen Eiffel 65, kendt for verdenshittet 'Blue (Da Ba Dee)'.
Han er dj og producer, så lidt mystisk lægger han ikke selv vokal til sin grandprixsang 'Tutta L'Italia', der ukkrediteret i stedet bliver sunget af en Andrea Bonomo.
Sverige vinder
Sverige stiller i år op med den finske satiregruppe KAJ og deres sang om finsk saunakultur 'Bara bada bastu'. De slog blandt andet den tidligere Eurovision-vinder Måns Zelmerlöw i det svenske grandprix.
Sverige er ifølge bookmakerne storfavorit til at vinde Eurovision 2025, og hvis det lykkedes, bliver Sverige med otte sejre det mest vindende land nogensinde.

Homofobi og satanisme i Kroatien
Kroatiens 21-årige deltager Marko Bosnjak er landets første åbne homoseksuelle musiker, hvilket har medført kraftige homofobiske udbrud i hjemlandet.
Han har samtidig måttet afvise, at hans sang 'Poison Cake' skulle være satanistisk. I et interview med tv-kanalen RTL Direct udtalte han for nyligt om kritik fra kroatiske præster:
»Præster burde være mere præster end musikkritikere og lede efter nogle dybere betydninger, der passer bedre til deres ideologier, end hvad min sang rent faktisk er.«

Upassende Malta
Maltas 24-årige deltager Miriana Conte har ifølge The Guardian måtte fjerne ordet 'kant' fra hendes sang 'Serving Kant', da BBC mente, det var upassende, at det lød som ordet 'cunt' – et engelsk skældsord for kvinders kønsdele.
Nu synger hun ifølge Eurovision-mediet wiwibloggs i stedet 'Serving ahh'.
Nye Israel-protester
Israels 24-årige deltager Yuval Raphael – der blandt andet overlevede Hamas' angreb på Nova-musikfestivalen ved at gemme sig under døde kroppe i 2023 – blev mødt af buh-råb og protester, da hun søndag ankom til Basel.
Israels tilstedeværelse ved Eurovision skaber altid vrede og demonstrationer, og p.t. har over 70 tidligere Eurovision-deltagere sendt et åbent brev til arrangørerne, hvor de opfordrer til udelukkelse af Israel.

Finlands store aldersforskel
Finlands 32-årige deltager Erika Vikman er i hjemlandet blandt andet kendt for i årene 2016-2020 at danne par med den finske sanger 'Danny'.
Det opsigtsvækkende i det forhold var, at 'Danny' er 50 år ældre.