Med afdæmpet ro svømmede Robert Smith og co. nostalgisk mod den digitale, SoMe-strøm og leverede en langsomt opbygget hitparade af dimensioner i Forum.
Med sit store, spindelvævslignende og ved dags dato heftigt gråsprængte hårpragt, lignede Robert Smith mest af alt én, der var på vej ud på god gammeldags 'trick’n’treat'. Sådan lidt en deprim, sørgeligt forfalden, Halloween-klovn, som skræmmer én, fordi han ser så trist og modfalden ud – ikke fordi han nogensinde kunne gøre en flue fortræd.
For The Cure er ikke noget man skærer sig på. Ikke sådan fysik, i hvert fald – og især ikke i dag.The Cure har ikke udgivet et nyt album i over ti år.Men så snart Smith og co. folder deres voldsomt ørehængende repertoire af mørkrandet, teenagepop-weltschmerz og evigt ungdomsnostalgiske rock-romantisme ud, gør de det uden mage og sammenligning med en hitparade, som er svær at matche.
Klassikere fra ’Disintegration’
Det startede helt uovertruffent med en tretrinsraket fra 1989s ’Disintegration’; fra den kaleidoskopiske, atmosfærisk omsluttende ’Plainsong’ over den romantiske ’Pictures of You’ til den ligeså bombatiske ’Closedown’ - og langt senere i settet også både ’Prayers for Rain’ og titelnummeret.
Og for én gangs skyld ødelagde Forums pauvre stålkostruktioner ikke lyden. Tværtimod var der skruet så meget ned for lydniveauet, at man faktisk kunne høre flere nuancer i musikken, og ikke den mur af rumlig ekko, som ellers fylder koncertsalen op. Og ikke mindst kunne man klart og tydeligt høre nuancerne i Smiths vokal, som trods de mange års formodet slidtage, har overlevet tidens tand.
Ikke for uindviede
The Cures meget lange sætlister er virkelig ikke for uindviede Cure-fans – hele tre 3 encores blev det til og dermed også mere end 2,5 times koncert. Her var ingen leflen eller forsøg på at 'onboarde' nye fansegmenter med et – karakteristisk for Smith – introvert og genert opbygget setup.
Men var man blot minimal kender af det britiske bands imponerende sangkatalog og smukke guitarfigurer, blev man både trakteret med ’In Between Days’, energiske’Just Like Heaven’, og’Close to Me’ ogevigt romantiske evergreens som ’Friday I’m In Love’ og den frenetiske ’Boys Don’t Cry’.
'You make me feel that I am young again', synger Smith på ’Lovesong’. Sådan har jeg det altså ikke med The Cure. Tværtimod føler jeg mig en lille smule outdated og gammeldags over at holde af det britiske bands ungdomskåde tekstunivers. Men ditto tekst fra samme sang; 'How ever long I stay/I will always love you', kan jeg til gengæld vedkende mig. For The Cures velspillede, genresikre rock bliver man aldrig for gammel til.
The Cure, Forum, København, fredag aften
