Mange tusinde glade festivalgæster stod klar klokken 14, da NorthSide skulle åbne op til festivalpladsen.

Men de mange glade ansigter i smilets by blev efterhånden til sure miner, da pladsen først blev åbnet næsten en time senere end planlagt.

B.T. fangede nogle af de ventende gæster, da de endelig fik lov at komme ind.

»Vi har stået i næsten en time og ventet. Det er et amatørshow for at være helt ærlig,« siger 25-årige Oliver Danielsen fra Aarhus.

Han er taget på festival med 27-årige Alberte Pedersen, der kunne fortælle, at de har stået i uvished i køen.

»Vi fik ingenting at vide. De kunne godt lige have sagt noget i en megafon. Det skal de gøre bedre til næste gang.«

Hun bakkes op af Kathrine Huzell, der også mener, at det er for dårligt, at der ikke blev meldt noget ud.

»Det er mega ærgerligt for festivalen. Der burde være et opslag, så folk vidste, hvorfor de ikke blev lukket ind. Vi vidste ikke noget og kunne ikke finde noget. Jeg håber, at folk når ind og høre kunstnerne. Vi skal høre Jada om 13 minutter, så det er op i baren og ind og høre musik.«

Kathrine Huzell er taget på NorthSide sammen med en flok venner, og en af dem er Mathilde Winding.

»Det er ærgerligt, når de har fået så meget hate helt generelt, at sådan noget også sker. Det er synd, når så mange har glædet sig til at komme,« siger hun.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra NorthSide.