For fem år siden sad norske Kyrre på sit kollegieværelse og drømte om at blive verdens største dj. Han lagde sin musik gratis ud på internettet, og i dag kan han kalde sig mangemillionær. BT mødte Kygo søndag aften i Royal Arena.

Champagnesmagning i Miami, kamelridning i Dubai, en hilsen fra den danske supermodel Josephine Skriver.

Løber man 26-årige Kyrre Gørvell-Dahlls Instagram-profil igennem, er det nemt at blive misundelig.

Den unge nordmand, der er verdenskendt under kunstnernavnet Kygo, har på få år taget turen fra Bergen i regnfulde Vestnorge til toppen af verdenspoppen som en af tidens største musikstjerner med millioner på kontoen og ligeså mange beundrere.

I sidste uge begyndte han sin anden verdensturné i Helsinki, og søndag aften fik BT fem minutters audiens, kort før han gik på scenen i Royal Arena i København.

»Det er ret sjovt for tiden (At være Kygo, red.), men også travlt. Det er ind og ud af hotelværelser, lufthavne og så videre, men jeg nyder det. Indtil videre synes jeg, touren er starten godt,« smiler den 180 centimeter høje nordmand, der backstage i Royal Arena er iført omvendt kasket, afslappet udstråling, en overvågende tourmanager og et kamerahold, der dokumenterer Kygos succes.

De sidste par år har han arbejdet sammen med internationale popstjerner som Selena Gomez, U2 og Coldplay og var med megahits som ’Firestone’, ’Stole the Show’ i 2015 den første i verden til at nå en milliard afspilninger på Spotify.

»Jeg bor stadig i Bergen og har ingen planer om at flytte, men jeg har overvejet at få et sted i Los Angeles, for det er alligevel altid der, jeg ender med at sidde, når jeg arbejder sammen med folk,« forklarer Kygo.

Hans far er sælger i skibsindustrien og hans mor er tandlæge, så de færreste havde set det komme, at denne unge nordmand en dag skulle blive ”opfinder” af en ny, dominerende musikgenre ’tropical house’, som blandt i 2015 gav teenageidolet Justin Bieber et voksent publikum med numre som ’Sorry og ’Where Are Ü Now’.

I 2013 var Kygo 19 år gammel rejst til Edinburgh i Skotland for at læse økonomi på universitetet. Han boede på kollegium og foran sin computer på et beskedne kollegieværelse, dagdrømte han om at blive verdens største dj.

»Da jeg var barn, gik jeg til klaver, men ville allerhelst være professionel fodboldspiller, så dengang tænkte jeg ikke på at kunne leve af at spille musik. I 2010 hørte jeg Avicii (Svensk dj, red.), og hans melodier lå meget tæt op af dem, jeg spillede på klaver, hvilket satte nogle tanker i gang. Jeg tænkte, at hvis jeg lærte at producere ligesom ham, kunne jeg måske blive til noget og på den måde komme ud og opleve verden,« fortæller Kygo, der den 2. december 2013 fik hul på bylden.

Kygo på scenen. Vis mere

Han var træt af Skotlands kronisk dårlige vejr og fandt på at blande ”solskins-instrumenter’ som panfløjte og orientalske toner med Ed Sheerans kæmpehit ’I See Fire’, og da han lagde sit remix ud på hjemmesiden Soundcloud, eksploderede alt omkring ham.

Hans genistreg gik viralt på internettet og fik 60 millioner afspilninger, hvilket hurtigt fik musikbranchen til at slå ørerne ud.

Kygo droppede ud af skolen, skrev kontrakt med Sony Music og siden er hans private formue ifølge erhversmagasinet Forbes nået op på godt 50 millioner kroner baseret på musiksalg, arena-koncerter og tøjmærket ’Kygo Life’.  I Bergen har man endda opkaldt et hotel efter ham.

»Det startede jo bare for sjov. Som en hobby hvor jeg sad og rodede rundt på min computer. Jeg havde ikke nogen plan, men jeg havde en drøm, og så hvordan de andre dj’s gjorde, og pludselig begyndte tilbuddene at vælte ind,« griner Kygo backstage i Royal Arena, før hans tourmanager giver tegn til, at han skal til at ind på scenen.

Den norske gulddreng rejser for tiden verden rundt med en lang stribe lastbiler indeholdende hans kæmpe produktion af instrumenter og lysshow. Han følges rund af cirka 20 assistenter og managers, og derudover har han ofte selskab af sin to år yngre kæreste, der perfekt skåret ind i superstjerne-formlen er en blond, norsk skønhed, der faldt for ham før resten af verden blev indblandet.

Kygo sammen med kæresten Maren Platou. Vis mere

Kygo har i en alder af 26 år alt hvad en ung mand kan drømme om. Nu mangler han bare at kunne synge sine sange selv.

»Haha, jeg har tænkt på at tage sangtræning, men jeg vil alligevel aldrig kunne konkurrere med de verdensklasse-sangere, som jeg arbejder sammen med. Nu må vi se, jeg vil aldrig sige aldrig.«