Der blev sendt en stikpille afsted i bedste sendetid på svensk tv lørdag aften, mens Eurovision-finalen fandt sted.

Det skete kort efter, at den norske sanger Alessandra Mele havde været på scenen.

Det skriver Dagbladet.

Den 20-årige sanger havde fremført sin sang 'Queen of Kings', hvorefter den svenske kommentator Edward af Sillén under SVTs dækning af showet kom med stikpillen:

Alessandra endte på en 5.-plads under Eurovision i Liverpool.
Alessandra endte på en 5.-plads under Eurovision i Liverpool. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

»Så skal vi takke for 'Run to the Hi...', nej,« sagde han ifølge det norske medie.

For at forstå, hvad han mente med det, skal man spole tiden tilbage, til da Alessandra vandt det norske grandprix tidligere på året.

Dengang lød det nemlig fra flere, at hendes sang havde en del ligheder med en sang, som svenske Klara Hammarström havde stillet op med i den nationale finale under Melodifestivalen sidste år, 'Run To The Hills'.

Siden har flere svenske Eurovision-kommentatorer pointeret ligheden mellem den svenske og norske sang.

»Kig op, Mello (Melodifestivalen, red.), den norske Klara Hammarström-kopi bliver farlig i Eurovision,« lød det tilbage i februar fra Torbjörn 'Tobbe Ek, der er Aftonbladets Eurovision-ekspert.

»Klara Hammarström vandt den norske udtagelse til Eurovision. Ja, det føles næsten sådan. Tjek Alessandra Mele ud og sig, at sangen 'Queen of Kings' ikke minder meget om 'Run to the hills',« skrev han i et indlæg.

Også i B.T.s liveblog under lørdagens finale gjorde flere læsere opmærksom på, at de mente, der var visse ligheder mellem de to sange:

»Det er simpelthen for vildt, hvor meget Norges bidrag minder om »Run to the Hills« af Klara Hammarstrom,« lød det fra læseren Amalie.

»Næsten samme sceneshow endda,« kommenterede læseren Mikkel efterfølgende.

Alessandra Mele kommenterede tilbage i februar selv sagen over for VG, hvor hun i en besked skrev, at hun ikke havde hørt Hammarströms sang, da 'Queen Of Kings' blev skrevet.

»Men den genre er meget karakteristisk, så jeg forstår, at mange genkender den rullende bas, der dominerer lydbilledet,« sagde hun dengang:

»For mig er det lidt som at sige, at Beethoven og Mozart er ens, fordi begge er klassiske og begge har violiner. Lignende genre, det er det,« tilføjede hun dengang.

Norge og Alessandra sluttede på en 5.-plads under dette års Eurovision.